Rootwater - Visionism

Visionism

· Udkom

Type:Album
Genre:Rock
Antal numre:14

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

"Visionism" er det tredje album fra polske Rootwater, som er et band, der ikke lader sig beskrive i få sætninger. Overordnet set spiller de fed rocket metal med påvirkninger fra både Korn, Meshuggah, Faith No More, Sepultura og meget andet rystet sammen i en varieret, fængende blanding med masser af cool, overraskende indslag, der får helhedsindtrykket til at tangere progmetal.

Efter en pompøst fremadskridende intro med stemningsfuldt keyboard og henført sologuitar, der nærmest henleder tankerne på Riverside, sparker bandet lytteren i numsen med det groove-thrashede "Venture", der lægger ud med at lyde som en tung, bestemt blanding af Korn og Disturbed (med et karakteristisk poppet omkvæd), men pludselig skifter over i et funkstykke med slap-bas og hele molevitten for derefter at integrere de to indtryk - ikke ulig f.eks. italienske Extrema, der også er en af mine associationer på "Living in the Cage" - i hvert fald de første to minutter før det afdæmpede synthesizer-influerede break. "Closer" lyder derimod som en ond blanding af Faith No More og Strapping Young Lad med en tung, men groovy fremadskridende puls, kradse, nedstemte guitarharmonier, en elektrisk violin sovset ind i distortion og et omkvæd, der får en dosis heftig dobbeltpedal, mens vokalen skiftevis leger Mike Patton og senere i nummeret tilføjer Alice in Chains-lignende korharmonier. "Frozenthal" starter lidt à la Pain of Salvation i det tribal-inspirerede hjørne, mens omkvædet er melodisk thrash, der lyder lidt hen ad Metallica - hvis ikke det lige var for sækkepiben i baggrunden! Efter det superkorte up-tempo thrashnummer "Freedom" ryger vi over i en let samba-agtig groove-thrash igen, der denne gang krydres med stammekriger-fløjtespil i nogle passager. "Realize" er et af de lidt svagere numre, lidt grunge-balladeagtigt med orientalske harmonier, der gradvist tilføjes flere lag hen mod slutningen. "Follow the Spirit" har til gengæld en blanding af fængende thrash og Faith No More-påvirkninger, der får mig til at tænke på hedengangne Animal Alpha, mens "Alive" åbner som et Textures-nummer med synkoperede heavy markeringer oven på ambientagtige keyboardflader, men også indeholder stille passager undervejs. "The Ministry" blander på original vis energisk, Extrema-agtig groove-thrash med elektroniske elementer og bigband-samples for lidt over halvvejs at slå over i en mellemting mellem Alice in Chains og Textures tilsat trækharmonika og fortsætte over i Mike Patton-agtig scat. "Steiner" går ligeledes fra pompøst fremadskridende heavy metal over melodisk thrash til Alice in Chains-kor, inden "Under the Mask" afløser med en blanding, der lyder som Fear Factory møder Faith No More. Titelsangen "Visionism" er et midtempo, majestætisk fremadskridende melodisk metalnummer, hvor vokalmelodien er i fokus uden de vilde udskejelser i de øvrige stemmer. Er man så heldig at have bonusnummeret "Haydamaka" med, får man så lige den "straight" afslutning saboteret med en lystig omgang polka-metal med trækharmonika, trompet og ubestemmelig østeuropæisk folkesang til sidst (men jeg gætter på polsk), der bæres frem af et blastbeat...

"Visionism" er i den grad et album, der er rigt på oplevelser, og Rootwater spiller, synger og komponerer, så jeg er lutter smil ca. 80% af tiden. Eneste minus ved albummet, og det er så til gengæld også et kæmpe minus, er produktionen. Magen til ulden, indelukket lyd skal man lede længe efter på en pladeselskabsudgivelse, og det gør faktisk, at jeg ikke bryder mig om at høre albummet fra ende til anden. På et nummer som "Closer", giver den uldne lyd ganske vist den brutalt støjende atmosfære en ekstra dimension, men det meste af tiden sukker jeg efter en mere klar, flot produktion, hvor de enkelte instrumenter træder tydeligere igennem. Indtil Rootwater får skrabet penge sammen til den vilde remixing/remastering, må jeg tage "Visionism" i små doser, og helst i hovedtelefoner. Men tjek dog bandet ud, hvis din interesse har drevet dig til at læse hele denne anmeldelse!