Danmarks ældste by har også purunge attraktioner
Selvom man måske skulle tro, at Ribena kommer fra Ribe, er det ikke tilfældet. Heldigvis har den jyske by mange andre gode seværdigheder, såsom Ribe Domkirke og Museet Ribes Vikinger, på trods af at indbyggertallet er lavere end det daglige antal dødsannoncer i Danmark. Inden for musikkens verden finder vi kvintetten Aphyxion, som adskillige gange har imponeret os. Rise Upon har knap så mange udgivelser under bæltet, men deres seneste EP Artificial Dreams markerede betydelige fremskridt siden Break Me. Nu er dagen endelig kommet, hvor deres fuldlængde-debut er udgivet. Derfor satte vi selvfølgelig The Dimming Effect under lup, og det viste sig at være tiden værd. Selvom flere af medlemmerne har forladt deres fødeby og rejst væk, er deres rejse nemlig langt fra slut.
Man skal så, før man kan høste – hvilket jyder er gode til
Når vi som anmeldere modtager promo-materiale, har de store internationale kunstnere/pladeselskaberne ofte mere travlt med at rose sig selv end med at skrive sammenhængende melodier. Min gode gud, hvor er det derfor en fornøjelse, at Rise Upons promo-materiale stort set kun består af mediernes syn på dem, og ikke deres eget. Ydmygheden er plantet solidt i den jyske muld, så at sige, hvilket også betød, at jeg gik til The Dimming Effect uden de store forventninger – og det kommer bestemt kvartetten til gode. Åbningsnummeret "Clarion" er absolut et af pladens bedste, og det balancerer elegant mellem metalcore og alternativ metal. Forsanger Valdemar Dvinges forholdsvis lyse stemme træder straks frem i rampelyset, og det markerer starten på en yderst charmerende og fængende rejse. Versets atypiske struktur er velkomponeret, og instrumenterne får også uden tvivl deres chance for at brillere, især Frederik Dinesens arbejde på trommerne. Generelt undgår Rise Upon at falde i mange af core-genrens klassiske fælder, da sangenes opbygning indeholder mange små detaljer og unikke elementer. Under "Fall" træder keyboardet eksempelvis frem i rampelyset, da det ellers solide guitar-riff bevidst træder i baggrunden – en god idé og en detalje, som der gerne må bygges videre på.
Pladens andet store højdepunkt, "Lost Track," starter med en instrumental synthesizer-intro, før guitar og bas sammen sætter tempoet for resten af sangen. Men hvad pokker, der er intet breakdown? Så er det vel ikke core? Endnu en faldgrube undgået – tjek. Generelt fortjener bandets sangskriver ros, for selvom ribenserne tydeligt er inspireret af bands som Aphyxion, Hollow Hour og Vola, har Rise Upon også deres egen stemme. Også selvom produktionen enkelte steder lyder en smule statisk.
I et interview fra 2021 udtalte bandet, at de havde fælles musikalske midtpunkter som Starset – og her kommer min største kritik af albummet. Selvom sangene varierer godt i versene, bliver omkvædene ofte for poppede til min smag. Jeg håbede, det kun gjaldt singlerne, men næsten hver sang forsøger at være "unik" i den sammenhæng, hvilket giver den modsatte effekt. Når man mestrer detaljerne så godt, er det unødvendigt, for det svageste element i en sang som "Helios" er netop omkvædet. Man behøver ikke kunne synge med på alt! En anden unødvendig effekt er fade-out, hvor Valdemars vokal forsvinder i mixet – hvorfor skjule hans fine stemme? Fade-out kan fungere, men ikke her.
Et dejligt ydmygt værk
Rise Upon fortsætter de gode takter, og The Dimming Effect er et nydeligt og ydmygt værk, der helt sikkert vil sikre kvartetten flere bookinger i 2025. Storkene er for alvor fløjet fra reden, og selvom der stadig er plads til forbedring, er udgivelsen et modent værk fra et band med en lys fremtid. Det bliver syv store og velfortjente kranier herfra.
