Tilbage til uafhængighed
Ripe er rimelig meget et gør-det-selv heavy metal-band, så vidt jeg er orienteret. I hvert fald stod de selv for udgivelsen af debuten, At the End of Time, ligesom de også tidligere har håndteret produktionen selv. Gruppen har – med undtagelse af bassist Lars Byskov Madsen – holdt fast i den samme opstilling siden 2008. Her finder vi, foruden Madsen, guitarsvingere Jakob Højgård Olsen og Jeppe Høiby, trommeslager Peter Egtved samt såmænd forsanger Michael Bastholm Dahl, der begavede Artillerys seneste to skiver, og i øvrigt vækkede begejstring hos undertegnede. The Litany of Fantasy er gruppens fjerde album, og det første siden debuten, der bliver udgivet uafhængigt af pladeselskaber.
Ingen omveje, men heller ingen oplevelser
Ingen skal beskylde Ripe for at være prætentiøse, og The Litany of Fantasy består da også udelukkende af riffs, vokaler og trommer pakket ind i 3-4-minutters sange med standardstruktur. ”Tales From the Slitheredge” indleder uden omsvøb med en bund af solid heavy metal-riffing, som Michael Bastholm Dahls lyse vokaler svæver henover. Der skal ikke nytænkes noget som helst her; det vigtige er ikke at indvie landevejen, men snarere, at det er os, der drøner lige ud ad den. ”You Won’t See Me Break” fortsætter i samme dur, og hvis resten af turen forløb ligeså, ville vi nå frem på ingen tid om end uskadte.
Men niveauet fra åbningsduoen varer ikke ved, og den altoverskyggende årsag er, at Litany er fattig på hooks. Mange riffs kan reduceres til en simpel rytmefigur med et eller to forskellige licks (”Brimstone Vagabond”), mange af vokalerne centrerer sig om to-tre toner [”Archive of the Sinister”, ”Watch it Die (Hand in the Fire)”], og få sange passerer uden selv simple toneskift (”Pound the Nail”). Selv når riffsne eller vokalerne er fede, er de det sjældent på samme tid. ”Mummified” viser, hvilken spænding, der kan skabes gennem et velvalgt toneskift (vers til omkvæd) samt fede vokalhooks, men riffarbejdet følger ikke trop.
Dette skal ikke læses som, at Litany er et totalt forglemmeligt album på samme måde som Order of Torment og Swamp Wizard Rises var det – tværtimod er der adskillige refræner, man kan skråle med på til en koncert, selv hvis man aldrig har hørt dem før. Dette opstår gennemgående som et resultat af simpel tilrettelægning samt hyppig gentagelse frem for ørehængende sangskrivning. Helt konkret, så prøv at sammenligne vokalerne fra Litany med vokalerne fra Legions og/eller Penalty by Perception. Samme sanger, en verden til forskel.
Dette betyder naturligvis også, at Dahl ikke kan klandres for at levere en dårlig indsats, og – ret skal være ret – det kan øksemændene Højgård Olsen og Høiby heller ikke. Jeg synes til at starte med, at albummet var lidt løst i det, men dette tillægger jeg den rå produktion. Jeg ved ikke, om Ripe stadig selv producerer deres musik, men lyden er i hvert fald upoleret, hvilket er fint, mens guitaren fylder lidt vel meget i lydbilledet, hvilket er mindre fint.
Fantasiløs litani
The Litany of Fantasy er et meget ligefremt heavy metal-album, og som sådan lever og dør det ved sine riffs, hooks og fills. Desværre er disses manglende kvalitet det mest fremtrædende karaktertræk, og der er meget få øjeblikke på albummet, hvor alting falder i hak på samme tid. Resten – det vil sige størstedelen – af albummets spilletid forløber således med karakterløse riffs og/eller vokaler. Selvom jeg bifalder valget om at holde sangene korte og ligetil, kommer den strukturelle enkelthed ikke albummet til undsætning. Der er for lidt at komme efter.
