Fra kriger til piger
Det amerikanske band Riot har unægtelig haft stor indflydelse på heavy metal og powermetal. Efter hovedsangskriver og mastermind Mark Reales død i 2012 fortsatte Riot – der kort derefter skiftede navn til Riot V – ufortrødent videre, og nu er de altså klar med deres tredje album i denne konstellation. Allerede når man ser på albumcoveret til Mean Streets, der udkom den 10. maj 2024, er der noget, der er helt afgørende anderledes, hvis man sammenligner det med de foregående Unleash the Fire fra 2014 og Armor of Light fra 2018. Mens Tior, bandets maskot, fremstilles som en ædelmodig kriger på de to andre plader, har vi på albumcoveret til Mean Streets en Tior på druktur med gutterne med motorcykel og en she-Tior iført læderjakke og spandex på bagsædet. Dermed er frygten for et tematisk og lyrisk skift stor – men lad os nu se.
Johnny’s back
Pladen indledes af “Hail to the Warriors”, der på trods af sit helt igennem klichéfyldte udtryk, der af nogle nok ville deklareres som “too-much”, er et stærkt nummer – både når man ser på vokal- og på guitarperformance. Allerede på denne sang kan man dog høre en tendens til kiksede, middelmådige og trivielle tekster – på dette nummer kan undertegnede som powermetalentusiast dog godt se igennem fingrene med det. Også på “Love Beyond the Grave” kan man sagtens ignorere de lyriske problemer og nyde de skarpe riffs leveret af Nick Lee, der heldigvis er med på denne plade, selv om han ikke er med ude at turnere på grund af sygdom, og Mike Flyntz, der har været med siden 1989 og sammen med Don Van Stavern er gruppens rygrad. Men ignorere teksten kan og vil jeg ikke på fjerde track, “High Noon”! Aldrig har “Saddle up boys ‘cause it’s time to ride /Make no mistake I’m the law in this town /If it’s a choice of you or me /Then you’re going down” været en fed lyrik, der hører hjemme nogen steder – med mindre man altså er Village People. Når vi vender os væk fra teksterne, der gang på gang formår at overraske – på den dårlige måde – og ser på selve musikken, der til tider desværre også er mangelfuld, kan vi for eksempel tage fat i femte nummer, “Before This Time”. Det er nemlig blottet for al kant eller kreativitet, både når det kommer til Todd Michael Halls vokal og guitararbejdet, hvilket gør, at sangen bare virker ufattelig flad og kedelig. Titelnummeret “Mean Streets”, der rent lyrisk vel kan ses som en fortsættelse af “Johnny’s Back” eller “Bloodstreets” fra Thundersteel udgivet i 1988, er rent musikalsk en af pladens stærkere skæringer med nøje afstemt power-guitararbejde og iørefaldende melodi.
Et tilbagevendende problem er dog, at sange som for eksempel “Higher” og “Lost Dreams”, der med forbilledligt guitararbejde i og for sig er gode, også her kommer til at virke uinspirerede, repetitive og uden sjæl på grund af deres meget polerede og forudsigelige udtryk, hvilket i betragtning af bandets stærke bagkatalog er virkelig ærgerligt. Samlet set er der på 17. plade i bandets lange historie ikke meget af deres ellers så ofte besungne heltemod og ære tilbage, og dermed bliver resultatet som allerede frygtet ved første øjekast.
Take Me Back
Der er med andre ord meget lidt glory og victory over dette udspil, og pladen lever på ingen måde op til tidligere højdepunkter i bandets diskografi som Thundersteel eller Fire Down Under. Nej, Mean Streets lever vel ikke engang op til Armor of Lights standard. Ét er i hvert fald helt sikkert: Riot V trænger til et sangskrivningskursus, hvis de vil gøre sig forhåbning om at finde nye fans. Jeg som gammel og trofast Riot-fan er i hvert fald skuffet!
