Full speed ahead

Riot City er angiveligt opkaldt efter nogle oprør (eng. riots), der fandt sted i Canada i 2011 – det år, hvor bandet blev grundlagt. Man kunne dog godt mistænke Jordan Jacobs på vocals, Cale Savy og Roldan Reimer på guitar, Dustin Smith på bas samt Chad Vallier på trommer for at have ladet sig inspirere af det amerikanske band Riot/Riot V, som de ligner til forveksling i både musik og sang. Electric Elite, der kommer efter et par EP'er og debutalbummet fra 2019, har otte numre og en spilletid på 45 minutter, og er det canadiske speedmetalbands andet album. Hvis albummets titel og albumcoveret med en brølende cyborg-jaguar foran en nattehimmel, der flænges af et gigantisk lyn, ikke allerede får alle firser-speedmetal-klokker til at ringe, så kan jeg garantere, at der hverken er for lidt firserflair eller speedmetal på Electric Elite, og man kommer uvægerligt til at tænke på Judas Priests Screaming for Vengeance fra 1982. 

I firser-nostalgiens hellige navn

Albummet starter godt ud med det stærke nummer “Eye Of The Jaguar” – ikke at forveksle med “Eye of the Tiger” – med imponerende high-pitch-vocals, metalliske guitarriffs og en buldrende bas, der automatisk giver en lyst til at headbange. Sangerens stemme er dog lige på grænsen af skrigeri i denne sang, men så er linjen for resten af albummet også lagt. “Tyrant” er et godt syng-med-nummer med en tung bas og et velplaceret kor. I denne sang holder Jordan Jacobs sig også lidt tilbage med skrigeriet. Det samme gælder til dels for “Severed Ties”, der har en rigtig god indledning – over knap tre og et halvt minut – hvorefter der igen skrues op for hyleriet i resten af sangen, der i alt varer knap 10 minutter. Det er simpelthen for længe at holde koncentrationen, og det havde været bedre, hvis introen havde været en selvstændig ballade. Gennemgående er dette album dog en samling sange af høj kvalitet og med meget power, som man nemt kan lytte til, uden at det bliver for meget. Det skyldes nok også, at albummet er en god blanding af både hurtige og midtempo sange. “Ghost Of Reality” er et godt eksempel på en langsommere sang, hvor man også får en anden side af sangerens meget alsidige stemme at høre. Det eneste, der er at udsætte på denne skive er, at bandet holder sig meget i den samme firserrille uden at tage nogen form for risiko, og derved bliver hver eneste sang noget, man har hørt før i en anden sang: Nogle gange lyder sangeren som Rob Halford andre gange som Riots Tony Moore. Guitaren lyder i flere sange, som om den er taget fra en Accept-sang; det høres både i “Tyrant” og i “Paris Nights”.

Speed, stål og læder

Hvis du er fan af Judas Priest, læder, nitter og masser af fede guitarriffs, vil dette album helt sikkert gøre lykke! Hvis du derimod leder efter noget originalt og nyskabende, så er du landet det forkerte sted, men man kan ikke nægte, at Riot City har skabt et solidt album med en masse gode sange, som sagtens kan stå alene, hvis man er ny inden for genren. Da firserne er midt i en kæmpe revival, og retro og genbrug er absolut in, har Riot City valgt et godt tidspunkt for deres udgivelse, så firserentusiasterne ikke må nøjes med Wham eller Madonna! Da det ikke er det rene genbrug, men snarere upcycling og et forsøg på at transportere firserne ind i nutiden, så synes jeg, at alle heavy-elskere skulle tage at lytte pladen igennem; det er ikke spild af tid.