Italiensk power metal når det er allerbedst.
Den kreative gnist var slukket for en stund
Man hører ikke meget fra Italien, men det, man hører, rammer virkelig plet. En af disse pletter er power metal-bandet Rhapsody of Fire. Efter et split med sangskriveren og en lunken udgivelse bagefter er de nu tilbage med deres kreative gnist genfundet.
Det bedste af det nye og det bedste af det gamle
Albummet starter sædvanligvis med en episk intro, de dog formår at tage en smule anderledes tilgang til. Specielt starten virker rigtig godt. Den ender i en glidende overgang til ”Distant Sky”, som er et nummer i gammel Rhapsody-stil, lige fra den rå intro til det episke omkvæd. Man bliver for alvor hevet ud af nostalgi-land på ”Winters Rain”, der kommer skræmmende tæt på noget fra Dark Wings of Steel (2013), men formår at føles pokkers episk, specielt hen mod slutningen.
Disse nuancer af både nyt og gammelt fortsætter gennem hele albummet. Numre som ”Distant Sky” og ”A Voice in the Cold Wind” leder tankerne hen på det bombastiske og charmerende album Power of the Dragonflame (2002), mens numre som ”Shining Star” og ”Rage of Darkness” rummer en æstetik sidst set på mesterværkerne Frozen Tears of Angels (2010) og From Chaos to Eternity (2011). Der er dog også lidt nyt at hente, blandt andet på ”Winters Rain”, der trods lavt tempo formår at være noget af det mest episke, bandet har lavet til dato. Numre som ”Realms of Light” og slutnummeret ”Kiss of Light”, hvor forsangeren Fabio Lione i øvrigt synger helt fantastisk, formår også at nuancere det nye Rhapsody of Fire med, hvad fans elsker fra tidligere albums.
Et album med charmen fra Power of the Dragonflame og æstetikken fra Frozen Tears of Angels plus lidt ekstra lyder jo fantastisk, så hvorfor får det ikke topkarakter? Det skyldes, at Into the Legend ikke er fordybende på samme måde som de to førnævnte albums. Bevares, man bliver trukket godt ind i Into the Legend, men man kan ikke lukke øjnene og være med i en episk fantasyhistorie på samme måde, som man kan på blandt andet Frozen Tears of Angels. Det er dog kun meget få albums, der kan skabe den fornemmelse, og det er ingen grund til ikke at investere i et allerede fantastisk album.
Blandt bandets bedste
Som mange andre var jeg bange for at bandets kreative gnist forsvandt sammen med Luca Turilli. Det tydede det på med Dark Wings of Steel, men på Into the Legend har bandet fundet sin kreative gnist igen i en sådan grad, at den kan antænde selv det største Sankt Hans-bål. Albummet er ikke en ny Frozen Tears of Angels eller Power of the Dragonflame, men det indeholder i øvrigt alt, hvad fans elsker fra blandt andet de to albums samtidig med, at musikken har fået et nyt feel, der virker helt fantastisk.
Into the Legend er ikke bandets bedste album til dato, men det er godt nok tæt på. Det er en lækkerbisken for enhver, der er interesseret i power metal.
