Revel In Flesh - Death Kult Legions

Death Kult Legions

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tyskere leverer god, gennemsnitlig død med for lidt opfindsomhed

Introduktion

Revel In Flesh leverer for tredje år i træk en skive med klassisk død. Alt kører, som det skal. Og det er netop problemet. Det bliver lidt ensformigt og uinspireret i længden, men de har trods alt virkelig godt fat i håndværket.

Hvem er de her gutter?

Revel In Flesh er sat i verden for at give dig en på skallen med fed død. Og det gør de med hele 3 guitarister! Bandet består af 5 tyske gutter, der alle tidligere har haft deres gang i andre dødsmetal-bands. Eksempelvis kan nævnes herlige navne som Hacksore, Rotten Pope og det mere opfindsomme Deathvastation. Så vidt ses har ingen af medlemmerne dyrket andre genrer, så vi er ude i den helt rene vare her.

En plade med smæk for skillingen!

Death Kult Legions er karakteriseret af en konstant strøm af knusende guitarer, der rammer lige ind i lytterens hjernebark - helt i tråd med kodekset for god død. Og især nummeret ”Graveyard Procession” er undertegnede ret vild med, for det viser alt det bedste fra de her gutter: Et voldsomt fedt riff med en brutal, god omgang growl, og så lige den der herlige guitar, der svæver øverst, og som giver lidt lys og melodi. Skiven mangler dog en smule variation, der kan fastholde lytterens opmærksomhed gennem hele udgivelsen. Nummeret ”Hurt Locker” er et eksempel på unoderne. Der mangler sådan set ikke noget bortset fra det ekstra, der får nummeret til at udmærke sig. Det kunne være et uventet break, temposkift eller en solo, men i stedet vælger bandet desværre at hamre løs ad den slagne vej, hvilket formentlig er i tråd med bandets egen mission: at lave helt klassisk død uden svinkeærinder.

En vellykket udgivelse, der ikke når helt op

Der er overordnet tale om en vellykket udgivelse. Jeg har dog visse forbehold, som ikke kommer så meget af pladen som sådan men af, at jeg ikke synes, den er så udfordrende og varieret som de seneste udspil fra eksempelvis Soulburn og Bloodbath. Det ér en uretfærdig kritik, men det kan næsten ikke være anderledes, når der nu er så meget kvalificeret trængsel om at stå øverst på tronen indenfor genren klassisk dødsmetal. Er man imidlertid fan af genren, er Death Kult Legions utvivlsomt et lyt værd!

Tracklist

  1. In The Name Of The Flesh
  2. When Glory Turns To Ruin
  3. Black Oath Impurity
  4. Graveyard Procession
  5. Death Kult Legions
  6. Frozen Majesty
  7. Hurt Locker
  8. Cryptcrawler
  9. As Souls Descend
  10. Leviathan
  11. Necropolis (MANILLA ROAD Cover)