Fra fortid til fremtid

Vi lærer mange ting fra barnsben. Min mor plejede altid at sige følgende til mig: ”Hvis man ikke har noget pænt at sige, skal man lade være”. Denne talemåde har jeg venligst fralagt mig, da den er umulig at overholde som anmelder – og desværre også bliver brudt i dag. For den australske kvartet Reliqas debutalbum Secrets of the Future, der præsenterer en fusion af metalcore og alternativ metal, er desværre en ilddåb med flere gnister end flammer. Bandet som er frontet af sangerinde Monique Pym, har støt og roligt bevæget sig op igennem Sydneys undergrund. Tidligere på året annoncerede de, at deres debut skulle udgives via Nuclear Blast Records - ikke værst for et up-and-coming band. However, it’s a long way to the top if you wanna rock ’n’ roll.

Et virvar af en formular

Først og fremmest mangler Secrets of the Future en klar retning. Bandet hævder selv at være et alternativt metalband, der nyder at blande genrer og udfordre grænser, men der skal være en mening med galskaben. Min datter kan også godt lide at blande gul, orange og lilla modellervoks i en pærevælling, men det betyder ikke nødvendigvis, at resultatet bliver æstetisk tiltalende! Udgivelsen skifter fra metalcore til elektronisk pop til alternativ rock til techno, men sammenhængen er der ikke rigtig. På nummeret ”A Spark” rapper Monique endda, mens et sindsforvirret technobeat kører i baggrunden. Det er decideret usammenhængende og forvirrende, og pladens absolutte største svaghed er klart de elektroniske elementer. De skader mere, end de gavner. Nummeret ”Sariah” forsøger endda at give den moderne metalcore et mellemøstligt ”spin” med lavdæmpet akustisk guitar, baggrundsmessen og et anderledes take på arabisk mawwal-sang. Resultatet minder om det skumle familiemedlem, som vi alle har, som man kun ser én gang om året, der står og piller bussemænd ovre i hjørnet af lokalet. Nummeret passer på ingen måder ind på udgivelsen, og sætningen bliver endnu mere uflatterende med henblik på, at navnet Sariah betyder prinsesse på hebraisk. Generelt savner jeg sgu også bare noget mere strengespil på udgivelsen. Nummeret ”Two Steps Apart” viser tydeligt, at Reliqas guitarister har talent, men man hører det simpelthen for sjældent.

Efter denne mængde kritik kommer der dog en chokerende afsløring, som ingen havde set komme. Jeg kan faktisk meget godt lide Reliqas mod. Bevares, nogle eksperimenter er dødsdømte på forhånd, men bandet forsøger trods alt at skille sig ud. Monique Pym er en dygtig sangerinde, og hendes velbalancerede vokal på nummeret ”Crossfire” passer særdeles godt som et mainstream radio-hit. Her kan man lydmæssigt sagtens trække tråde til de australske kollegaer Future Static, som bevæger sig inden for samme genre-kombinationer. ”Terminal” læner sig mere op ad hardcore, og er bandets mest hårdtslående nummer. Her er det tydeligt, at der er kigget mod canadiske Spiritbox, som de tidligere har turneret med, og som vi fik æren af at opleve i Forum i januar. De interviewede bandet kort før deres fælles turné, hvor de også gjorde det klart, at canadierne var en stor inspirationskilde. Men der er et stykke vej endnu, før Reliqa kan se sig som deres ligemænd. Det er tydeligt.

Hvem ved, hvad fremtiden bringer?

Reliqa skal have ros for deres mod, selvom de fleste af deres eksperimenterne burde have været døde i tænketanken. Viljen og talentet er der, og numrene som ”Crossfire” og ”Terminal” er en spændende drejning af klassisk metalcore. Men den australske kvartet skal simpelthen få valgt én retning, som de ønsker at mestre, det er nødvendigt. Ingen bands kan excellere i så mange genrer på én udgivelse, og måske har bandet brug for en god guide inden for genren til at rådgive dem. Ingen ved, hvad fremtiden bringer, men indenfor Australiens grænser kan jeg sagtens se bandet have succes. Udenfor? Så skal der strammes op.