Indledningsvis vil jeg ærligt erkende, at jeg aldrig tidligere har fået givet Raunchy en fair chance, idet jeg har gået og bildt mig selv ind, at Raunchy ’nok var lidt for moderne, og ikke var noget for mig’. Dertil er så kun at sige; Jeg tog fejl! For i hvert fald må jeg konstatere at bandet på deres fjerde udspil, "Wasteland Discotheque", har begået et ganske glimrende album, der indeholder op til flere fuldtræffere udi futuristisk hybrid metal. Ja, og hvad er så det? Godt spørgsmål, men fakta er dog at Raunchy kører parløb mellem både metallens og poppens verden, og hvor navne som Soilwork, In Flames, Mercenary samt en snert af Linkin Park popper frem. Alligevel fremstår Raunchy som deres egne, hvorfor de nævnte bands mere skal ses som sporadiske pejleretninger, frem for decideret sammenligninger. Stærkest står numre som ’The Bash’, ’A Heavy Burden’, ’Warriors’ og titelnummeret, der alle besidder omkvæd der virkelig brænder sig fast i en sådan grad, at de kalder på kommercielt airplay. Det kan man jo så mene hvad man vil om, men det kræver trods alt sit at skrive numre som går rent ind på lystavlen, og den opgave mestrer Raunchy til fulde. Meget af det vellykkede snit på "Wasteland Discotheque", skyldes uden tvivl Jeppe Christensen’s flair for melodier, både hvad angår synths og den rene vokal. Men Morten Toft Hansen’s livlige og idérige trommespil fortjener også mange roser med på vejen, selvom hele bandet umiddelbart, og samlet set gør et særdeles flot stykke arbejde. Dog finder jeg den arrige vokal en smule trættende i længden, og da ikke alle numre besidder samme høje kvalitet som ovenstående, trækkes der lige et kranie fra. Men ingen tvivl om at Raunchy her, har begået et stærkt album, og hvor den stemningsfulde, ’The Comfort In Leaving’, markerer en fin afslutning, på et ret så gennemarbejdet album.