Efter at have fået en del opmærksomhed fra udlandet med deres forrige skive Everblack, kommer det vel ikke som nogen overraskelse, at bandet nu endelig er kommet på et stort label.

Man har ligesom forgængeren igen arbejdet i lang tid med at fikse enhver lille detalje i deres episke og melodiske lydunivers. Man har bl.a. arbejdet i forskellige studier, for at opnå den bedst mulige lyd til hvert instrument. Musikalsk er man dog ikke så langt fra "Everblack", da der stadig fokuseres på aggressioner blandet sammen med melodier. Man kunne forestille sig et sammenarbejde mellem In Flames og et Power Metal band og det ville nok ikke ligge langt fra dette. Numre som "World Hate Center" og "11 Dreams" er i hvert fald uigenkendeligt inspireret af den svenske melodød scene, men man har trods alt andet at byde på end bare det. Tag bare et nummer som "Sharpen The Edges", som i mine ører har en del Queensrÿche i deres "Empire" fase over sig, og er nok det bedste nummer på pladen for mig, da den perfekt kombinerer det meldiske og atmosfæriske i deres lyd uden at wimpe ud. En sjov ting er også at man i sangen "reDestructDead" har den samme sangmelodi som Gamma Ray's "One With The World", selvom jeg ikke tror, at det er gjort med vilje. Med fuldt overlæg er genbruget af "Supremacy" vel dog, som kommer i en version 2.0 og som her lyder som en helt anden sang, men den er dog ikke blevet dårligere med årene, tværtimod. Noget man derimod skulle have ladet helt være med er, at smække deres coverversion af Kent's "Music Nonstop", som ikke ligger langt fra den originale version, som jeg absolut ikke brød mig om, man skulle nok hellere have gemt denne sang til en EP eller brugt den som bonusnummer. Nummeret går faktisk hen og ødelægger det gode helheds indtryk man får af pladen, da dette nummer intet har tilfælles med det øvrige materiale. Men heldigvis er bandets eget materiale dog godt nok til at man kan tilgive dem denne lille fejl, heldigvis har man jo en skip taste på sin afspiller til at ordne dette problem. Denne skive er nok ikke så meget en plade man går ud og banker gamle damer, mere en plade man sætter på i de ensomme og melankolske stunder.