Negative Thirteen - Recover What You Can

Recover What You Can

Udkom

Type:Album
Genrer:Sludge metal, Post-punk
Antal numre:6

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Rend mig i traditionerne!

Se lige her!

Amerikanske Negative Thirteen er ikke et band, vi har beskæftiget os med tidligere her på sitet. Og det er egentlig en skam, for det er slet ikke skidt. I bandets unge dage for mere end et kvart århundrede siden gik de under navnet Negative Theory. I en lang periode var de inaktive, mens de respektive medlemmer slog deres folder i utallige andre bands, men i 2021 kom den eponyme debut, som blev fulgt op af den glimrende Mourning Asteri året efter. Nu er tredje langspiller ude, og den bærer navnet Recover What You Can.

En frygtløs tilgang til sangskrivning

Udover en kort intro rummer albummet kun fem reelle numre. Man kan dog være ganske rolig, hvis man synes, det lyder lidt til den tamme side, for på disse fem stærke kompositioner formår det Pittsburgh-baserede band at komme særdeles godt rundt i alle aspekter af deres virke, og pladens samlede spilletid på 33 minutter virker meget passende.

Første skæring, når vi altså ser bort fra introen, er den stærke andensingle, “Casket Trail”. Nummeret er et rigtig godt eksempel på bandets punkede tilgang til sludge metal; det rummer oceaner af dynamiske riffs samt bunker af melodi, grooves og nerve. Selv kalder de stilen for ‘post punk infused stoner sludge doom core’, og bortset fra core-delen er denne næsten komisk lange beskrivelse faktisk ret godt ramt. Tænk en punket og lidt doomet udgave af sludge-mestrene i Crowbar. Ikke helt skidt, vel?

“The Vulture Circles” er i udtryk og dynamik et markant mere punket nummer, og særligt vokalen, der ellers mestendels er frådende ond, er her helt ren og i fraseringsmæssig stil med californisk 90’er-punk. Groovy sludge med punkvokal fungerer sjovt nok ret så godt. Og det gør gruppens tilgang til post-punk også. Førstesinglen “Horizon Divides” er knaldhamrende mørk og dyster med slæbende tempo, hypnotisk stille guitar og atmosfærisk mystik. Midt i alt det tunge og kompromisløse kommer lytteren her ud i et både foruroligende og drømmelignende sonisk landskab. Perfekt til at bryde de mange aggressive bølger, pladen ellers byder på. Dem vendes der nemlig tilbage til på albummets længste nummer, den flot komponerede “Devil In Your Head”. Den ni minutter lange skæring kommer vidt omkring, da alle regler kastes over bord. Her veksles flot mellem dissonant stilhed og vred metallisk og eksperimenterende punk, der konstant skifter tempo. Og de sludgede riffs? Jo-jo, de er der skam også. Og festen fortsætter på titelnummeret, der lukker og slukker. Punknumre varer sjældent otte minutter, men det er Negative Thirteen heldigvis fløjtende ligeglade med, og “Recover What You Can” er muligvis årets fedeste punk-komposition. En koncert på et lille, brandvarmt og sveddryppende sted, hvor der afsluttes med dette nummer, kommer til at stå højt på min ønskeseddel i år.

Uforudsigelig kompromisløshed

Recover What You Can er på alle parametre et betydeligt ryk for Negative Thirteen. Siden debuten har især kvaliteten af sangskrivningen taget kvantespring, da de på ingen som helst måder lader sig låse af gængse regler. Det er ikke utænkeligt, at genrepolitiet har banket på mere end én gang, men det må anses for at være lige så nytteløst som at prøve at tælle skyerne på en grå dag, mens man prøver at finde ud af, hvad der egentlig er i bunden af ens taske. Her skides højt og flot på alle konventioner. Hvor er det dejligt befriende.

Tracklist

  1. The Desolate
  2. Casket Trail
  3. The Vulture Circles
  4. Horizon Divides
  5. Devil In Your Head
  6. Recover What You Can