Endelig, endelig udkom årets absolutte party plade.

Denne gang var de gæve østtyskere ellers kun tre år om at få deres nye mesterstykke udgivet. Rammstein er frontløberne for en hel ny musik stil, NDH (Neue Deutsche Härte), selvom det ikke var dem der fandt på stilen, det var "Oomph!". Men de udviklede den og gjorde ikke alene musikken knald hård, men også kommerciel. Ikke alene er de nu Tysklands største musikeksport overhovedet; de sælger 100.000’er af plader i engelsksprogede lande, hvilket næsten var utænkeligt for bare fem år siden. De fylder alle haller og arenaer i verden til bristepunktet, de fleste fatter ikke et klap tysk, men tager til koncert for at se nok verdens bedste liveshow. De er sgu skøre de tyskere.

Med mig som fan, lige siden de lagde ud med debuten "Herzeleid", var det klart at deres plade var årets højdepunkt for mig, selv om den næsten kun kunne skuffe. Hvordan skulle de kunne overgå de tre gudeskiver de allerede har udgivet? Fordi efterhånden må det knibe at finde på flere enestående riffs, da Rammstein’s sange altid er bygget op om næsten kun ét groovy og iørefaldende riff, blandet med Flakes’ vidunder keyboard og Till’s bjørne vokal. De havde også udtalt, at nu ville de prøve noget nyt, da tre plader i samme dur måtte være nok. Heldigvis gik det ikke så slemt som jeg frygtede, jeg troede at nu ville de hoppe med på Nu Metal vognen, eller noget helt andet. Men heldigvis holder de stilen - ja, næsten da. Der er lige to sange på skiven som er helt ved siden af, det ene er "Los" som er et yderst groovy nummer, de har bare glemt at smide distortion på. Det lyder faktisk temmelig fælt efter min smag. Det andet er "Ohne Dich", som er en ballade, joh Rammstein har lavet ballader før, men det var altid med en herlig pervers og ironisk tekst og balladerne plejede at være rigtig seje. "Ohne Dich" er bare et enormt kedeligt nummer. Det var så de to anderledes og "dårlige" numre. Men en sang som "Stein Um Stein", som er en typisk Rammstein banger, er for mig også halv ringe - Ikke noget der fænger her og når Till skriger lyder det sgu ikke for godt. Nå, men det må være nok med tilsviningen af mine helte, fordi resten af de otte numre er som sædvanlig bare guf for øregangen. "Mein Teil" og "Amerika", som de fleste efterhånden kender fra radioen eller fjernsynet, er jo bare typisk Rammstein med herlige ironiske tekster; Amerika, som omhandler det vi alle ved - at hele verden er så amerikaniseret at man brækker sig. Men for mig på pladen er det nok øreslaskeren "Moskau" som er den bedste, hvor Till hygger sig på luderbar i Rusland. Generelt er den røde tråd netop "Reise, Reise". I den tunge og dystre "Dalai Lama" er vi blandt andet på flyrejse og alt går ikke som planlagt… endnu engang herligt fortalt af Till og flot iscenesat af bandet. En sang som titelnummeret kan også gå hen at blive en klassiker, da den ren musikalsk er fortsætteren til "Mutter". Rammstein har jo på tekstsiden igen overgået sig. Ikke nok med, at "Mein Teil" omhandler den tyske Internet kannibal, men et nummer som "Keine Lust", der er lidt i stil med "Du Hasst", omhandler at "hygge" sig med dyr.

Så selv om jeg nævnte før, at jeg nok blev skuffet, er jeg ikke blevet det, fordi jeg havde helt ærlig ikke troet på de kunne levere en plade til top karakter igen, igen. Så Rammstein’s dårligste plade pga. de to "svipsere", men alligevel årets plade. Basta.