RAM er tilbage med en omgang vaskeægte old school heavy metal. 80ernes klassiske metal lever stadig, og takket være bands som RAM, lever den ligefrem i bedste velgående.
Efter en syret intro i form af den instrumentale 'Death' sparkes skiven igang med den agressive og galloperende '... Comes from the Mouth Beyond', der ligefrem har en lidt King Diamond-agtig stemning over sig, mens efterfølgeren 'I Am the End' er en tungere sag med masser af stærke og næsten groovy 80er metal-riffs. Denne sang følges af 'Release Me', der er en pumpende motorvejsmetal-sang uden alt for mange dikkedarer, og dette nummer står i en interessant kontrast til 'Defiant', som er en NWoBHM-inspireret sag med masser af harmoni-guitarer og Iron Maiden-agtig drive. 'Frozen' er en vaskeægte 80er-metal-ballade (og vi taler ikke pop-metal eller hår-metal eller noget af den slags - næh, der er tale om et udtryksfuldt og næsten episk værk), mens den efterfølgende 'Under the Scythe' er endnu en NWoBHM-inspireret uptempo rocker med et fængende omkvæd og lidt Motörhead-drive indover. 'Hypnos' hører til i den tungere og mere melodiske ende, mens 'Flame of the Tyrants'-er en agressiv Judas Priest-agtig sag. Afslutningsnummeret '1 7 1 7' er en instrumental episk, næsten doom-agtig, sag med en gammeldags delay-og-reverb-fyldt guitarsolo.
Således kommer RAM godt omkring i den klassiske metals univers. Og, ja det kan da godt være, at de er 100% retro og ikke særligt originale, men det er heller ikke formålet. RAMs mission er at lave god gammeldags metal som man lavede det i start-80erne med masser af referencer til NWoBHM - og det har de klaret til UG med kryds og slange.