Lidt af det hele uden noget som helst

Vi venter da bare

Med en kaffepause på 13 år havde de fleste nok dømt tyske Pyogenesis ude af spillet. Men du kan tro nej: I 2015 overraskede de med A Century in the Curse of Time. Albummet var et ganske pænt comeback, fans var tilfredse, og spilleglæden var omsider tilbage hos bandet. Nu, to år efter, er de klar med opfølgeren, A Kingdom to Disappear.

Tilbage til… fortiden

Det tog ikke mange sekunder at vække min interesse, da blikket faldt på gutternes imponerende albumcover. Med tydelig inspiration fra 1800-tallet og et mærkværdigt fantasyunivers brager en kæmpemæssig zeppeliner tværs gennem billedet – what’s not to like? Graden af detaljer er utrolig høj, og der dukker konstant nye overraskelser frem. Nu er der bare én ting at gøre: krydse fingre for, at albummets musikalske indhold også bombarderer modtageren med indhold og krummelurer.

Men det gør det ikke. Det bliver simpelthen for tyndt og forudsigeligt i både lyd og komposition. De fire sydlændinge forsøger bestemt at skabe gode hooks og melodier, men de mangler gennemslagskraft og nerve! Ét pluspoint skal de dog have: Helt siden bandundfangelsen i 1991 har de ikke været blege for at eksperimentere og lege med genrer. Alt fra dødsmetal, melodisk, gotisk og alternativt metal smides i blenderen, og det er ret forfriskende.

Skiven skydes i gang med intronummeret ”Sleep Is Good”, der er en direkte oversættelse af albumcoveret til lyd. Svundne tider vækkes til live med blæseinstrumenter, og en storslået, nærmest majestætisk, stemning hersker. Herefter rammes lytteren af en række ok numre, der dog aldrig formår at ramme plet. Øv. De trods alt stærkeste af disse skæringer er ”Every Man For Himself And God Against All” og ”I Have Seen My Soul”. Førstnævnte har en smule punch, og sidstnævnte har en portion catchiness – to ting, albummet som helhed altså mangler.

Den store overraskelse – ja, der er faktisk en overraskelse – er nummeret ”Blaze, My Northern Flame”. Med en titel, kollegaerne i Amon Amarth kunne have stået bag, præsenteres vi for en gang interessant dødsmetal. Forsanger Flo V. Schwarz er på ingen måde en dygtig growler, men han skal dog have credit for den energi og potens, han nu endeligt tilføjer albummet. På mange af de resterende numre er vokalen for flad og flæbende, og den mangler integritet.

Lover mere end det holder

Leder man efter spænding og udfordring, er det ikke A Kingdom to Disappear, man skal smide på anlægget for fuld skrald. En håndfuld af numrene fungerer ganske fint – uden at være mesterværker – men lige så mange er intetsigende, kedelige og slatne. Mest af alt får jeg lyst til at ruske noget aggression og punch ind i hr. Schwarz. Han kan jo godt; det kan man høre på både ”Every Man For Himself And God Against All” og ”Blaze, My Northern Flame”…