Nyt skud på stammen af den okkulte rock - desværre uden sjæl
Italians (don’t always) do it better
Man skal vist have boet under en sten de sidste 10 år, for ikke at have opdaget den enorme bølge af ”okkulte”, psykedeliske Black Sabbath, Jethro Tull, Roky Erickson-dyrkende rockbands, der er skyllet ind over heavy metal-scenen. Et af de nyere skud på stammen er Psychedelic Witchcraft fra Italien, der ligesom mange af genrekollegerne også har en kvindelig sanger. Bandet blev dannet sidste år og har måske øjnet muligheden for at ride med på bølgen. Deres første EP ”Black Magic Man” blev angiveligt revet væk, og bandet er nu klar med debuten, ”The Vision”. Pladen centrerer sig tekstmæssigt omkring historier om hekseafbrændinger, dyrkelse af den mørke fyrste, og hvad man ellers kan forestille sig af okkult materiale.
Sangerinde, Virginia Monti, har en god, kraftig stemme, der minder meget om Jess fra Jess and The Ancient Ones. En sammenligning der ikke er helt tilfældig, for i det hele taget minder Psychedelic Witchcraft utrolig meget om finnerne uden helt at være i stand til at komponere sange af samme kvalitet.
Hvor er sjælen?
Bandet rocker sådan set meget godt igennem, og guitarist Jacopo Fallai gør sit til at albummet bliver interessant med sine fede klassiske rocksoloer. Psychedelic Witchcraft gør egentlig alle de ting, der skal til for at gøre det interessant, og jeg burde elske skiven. Der mangler dog noget. Er det produktionen? Nej, for den er klassisk og tilpas beskidt. Er det guitarlyden? Nej, for der er præcis den mængde overdrive på, der skal være. Trommespillet er fedt og varieret, og vokalen er godkendt. Nu har jeg det! Sjælen mangler. I en genre, som slår sig op på det psykedeliske og søger tilbage til et oprindelig doom/rock-udtryk og den følelse og ægthed, der var til stede her, er det essentielt, at man kan mærke musikerne (jeg kommer til at lyde som en anden Blachman her, beklager!) og deres trang til at dyrke livets skyggesider og det okkulte. Det formår bandet desværre ikke at få frem, og derfor bliver The Vision blot en middelgod omgang skramlet rock, der ikke rigtig rammer, hvor det skal.
Jeg vil dog fremhæve balladen ”The Only One That Knows”, hvor magien undtagelsesvis er til stede, og man virkelig føler bandet og mærker et oprigtigt og dybtfølt udtryk. Bandet burde lave flere ballader. Vi lander på en 5’er, da pladen i stedet for en lækker psykedelisk, spirituel oplevelse, leverer en halvkedelig light-version af The Devil’s Blood/ Blood Ceremony/Blues Pills/”indsæt selv psykedelisk okkult rockband”.
