Nihil Sub Germania

Hvis man ikke er bekendt med Powerwolf, skal man have noget for øje. Den nye bølge af hittende power metalbands, som bla. inkluderer bands som Gloryhammer, Powerwolf og Sabaton, skal man tage med et gran salt! Der er tale om bands, som har nogle nicher, som de spiller rigtig godt på, og som de leverer store og fabelagtige shows på. Powerwolf er som skrevet et af disse. Klicheerne her er varulve, præstedømmet, og selvfølgelig bliver det hele skyllet ned med en god portion SATAN!

Adjacent Popularibus Musica

Som sagt før; er man ikke velbevandret i Powerwolf’s musikalske univers, så kan man sagtens starte ved The Sacrament of Sin såvel som på enhver anden plade. På nær de 2 første plader er der nemlig ikke sket den store musikalske udvikling hos Powerwolf, og ingen af numrene på The Sacrament of Sin føles på nogen måde eksklusive for skiven. Bevares, der er ikke skruet helt op for gakketheden som ved tidligere numre (der er ingen engle, som genopliver faldne krigere ved hjælp af blowjob-metoden!), men skulle man vælge at trykke ”shuffle” på det samlede musikarkiv, ville man ikke kunne høre forskel på skiverne! Dette er både godt og skidt. Det gode er, at man ved hvad man får: Power-metal med både tyske strofer og masser af HALLELUJAH! Men på den anden side ved man, hvad man får ala. AC/DC effekten, hvor man ikke begynder at lege for meget med innovativitet, men mere med gentagelse. If it ain’t broke, don’t fix it. Der er dog nogle numre som skal fremhæves, da de virkelig fungerer godt. Både ”Fire and Forgive” og ”Demons Are A Girl's Best Friend” er gode Powerwolf-numre, som bestemt tåler gensyn. Især "Fire and Forgive" har en lille hyldest til Metallica gemt i sig med et nummer, som helt åbenlyst er lånt fra "One". Det er så tydeligt, at det kun kan være en hyldest og ses som noget sjovt mere end egentligt plagiat.

Derudover er der en lille stille ”sjæler”, hvis man da kan kalde den det. ”Where The Wild Wolves Have Gone” er nok det tætteste, vi kommer på et helt seriøst nummer fra Powerwolf, og det er alligevel imponerende, når man tager i betragtning, at de tyske ulvepræster er 7 fuldlængdeskiver inde i karrieren!

Requiem Quod Orgia

The Sacrement Of Sin er bestemt en dejlig skive at sætte på, hvis man er til det storladne powermetal. Den byder ikke på noget nyt, som vi ikke har set fra Powerwolfs side før, men den er en fin tilføjelse til deres diskografi. Hvis man higer efter nyskabelse, skal man ikke kigge den vej, men hvis man vil høre ENDNU mere fra samme skuffe, så er det fantastisk. Som en lille bonusinfo er der en ”deluxe” udgave med covernumre fra andre artister af Powerwolfnumre. Men der er kun 1 Attila Dorn, og det er kun ham, som med overbevisning kan synge ”EINZ, ZWEI, SATAN IS MY KING, HALLEEEELUJAAAH!”