Lupus in fabula
Den 7. april 2023 udgav de fem varulve fra Saarbrücken deres nye album, Interludium, vel at mærke på den selvsamme dag, som Jesus ifølge biblen blev korsfæstet. Klare paralleller til denne begivenhed ses på albumcoveret, hvor en varulv er lænket til korset og trodser både tornekronen og djævelens lanse. Et tilfælde? Næppe. Det fede albumcover vakte en masse forventninger til denne udgivelse, der dog teknisk set ikke er et fuldt studiealbum, men en samling af sange. Vi får seks nye sange og yderligere fem, der ikke tidligere er blevet udgivet på et album, men som stammer fra årene 2011 til 2021. Tematisk holder bandet sig til de kendte emner, dog føjer de søfart til deres katalog, hvilket høres i “Sainted by the Storm”, der blev udgivet som single allerede for et års tid siden.
Repetita non placent
Siden 2021, hvor Powerwolf udgav Call of the Wild, har bandet sendt diverse livealbummer og remakes af allerede eksisterende sange ud på markedet. Det kunne lade én formode, at luften langsomt er ved at gå af ballonen, hvilket også bekræftes af, at der ved dette udspil som sagt heller ikke tale om et helt album. Men nu skal det jo ikke tales dårligere, end det egentlig er, for Interludium indeholder faktisk nogle helt fornuftige sange, der lyder præcis som Powerwolf skal lyde.
Af de seks nye sange lagde jeg særligt mærke til pladens første sang “Wolves of War”, der har en medrivende, fantasyagtig melodi, og på trods af det lidt kedelige omkvæd faktisk er lidt anderledes end de gængse Powerwolf-sange. Men også pladens andet nummer “Sainted By the Storm” er rigtig fedt – det er en typisk Powerwolf-hymne, som man senest kan synge med på ved anden gennemlytning. Dette er selvfølgelig både en fordel og en ulempe, da der er det fængende omkvæd, men samtidig den klassiske sangstruktur. Derefter går det desværre ned ad bakke med nogle lidt kedelige og middelmådige sange, der ikke er synderligt huskværdige. For eksempel er “No Prayer at Midnight” og “My Will Be Done” vel i og for sig helt okay sange, men i forhold til mange af de tidligere hits, så mangler disse numre i den grad bid, da teksterne ganske enkelt er svage og virker uinspirerede. Summa summarum: Der er ikke meget nyt fra Attila og co. i denne omgang.
Hvis det er et mellemspil, så er der håb forude
Albummets titel, Interludium, betyder mellemspil, der ifølge definitionen er en kort pause, der følges af noget nyt og frisk i musikken. Da dette album kun tilvejebringer meget lidt nyt og i det hele taget er ret stillestående, kan man kun håbe, at det er, fordi Powerwolf lader op til den næste storladne og nyskabende udgivelse. De gentager også deres move fra deres sidste album med at udgive en deluxe-udgave, hvor deres venner igen har indspillet covers af deres sange – og det til dels af horribel kvalitet, men det står ikke til debat i denne anmeldelse. Interludium er altså hverken helt god eller helt elendig – men i hvert fald skuffende for undertegnede.
