Inspireret af fiktive hændelser
’Det' svensk, det handler om satanisme og død, men for en gangs skyld er det ikke død eller black, det er heavy.’ Det i sig selv viste sig ganske interessant, da vi senest havde Portrait under lup tilbage i 2017. Den nuværende kvintet har dog i mellemtiden udgivet endnu en langspiller, og med nærværende The Host tæller diskografien efterhånden seks studieudgivelser i alt. Det er dog første gang, gruppen af skånsk herkomst prøver kræfter med disciplinen ’konceptalbum’. Eller som stiftende guitarist Christian Lindell så jovialt udtalte, ’I just caught that ball (or Baal) and ran away with it.’ Om end ikke taget direkte ud af historiebøgerne, så følger vi angiveligt en uspecificeret hovedperson i 1600-tallets Sverige, der må gå så gruelig meget igennem i kampen mod uretfærdighed og samfundets hykleri.
Baal og brandtale
The Host skorter bestemt ikke på teatralske virkemidler, og allerede under ouverturen, ”Hoc Est Corpus Meum” (latinsk for ’dette er mit legeme’, taget fra uddelingen af nadverbrødet i den katolske kirke), bliver vi præsenteret for dystre pianostykker og ildevarslende synth-flader. Det står dog lige så hurtigt klart, at man med postulatet ’all killers, no fillers’ i den grad har oversolgt produktet. Per Lengstedt lægger kun slet skjul på sin begejstring for Mercyful Fate og King Diamond, hvorfor den forvrængende falset meget hurtigt kommer til at fremstå både insisterende og enerverende.
Til gengæld må vi rose veteranen Lindell såvel som nytilkomne medguitarist Karl Gustafsson for solidt håndværk under hovedparten af C-stykkerne på albummets svimlende 14 (!) skæringer. Samtidig stikker numre som ”One Last Kiss” kærkomment ud fra mængden med sine akustiske passager, der klinger en anelse af Judas Priests ”Sea of Red”. Fremhæves kan også ” Voice of the Outsider”, der periodevis trækker lidt af tempoet ud og samtidig udmærker sig gennem nogle af de mere mindeværdige riffsoli (en titel, der ellers må siges at være forholdsvist billigt til salg). Det taler yderligere til nummerets fordel, at Lengstedts high pitch holdes på et minimum.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at størstedelen af numrene på The Host er komplet umulige at adskillige fra hinanden. Rytmeskabelonerne virker repetitive og bliver dermed lynhurtigt enormt forudsigelige. Eller for at komprimere problematikken yderligere: Anstændig instrumentering neutraliseres af kedsommeligt vokalregister, der savner tilpas variation og puls. Nok kan man have det mest fængslende oplæg, men hvis man ikke evner at formidle det med tilsvarende overbevisning, så har det lige præcis 0,0 % værdi. Og så nytter det i hvert fald slet ikke, at man vælger at afrunde sit selverklærende svendestykke med ”The Passions of Sophia” på over 11 minutter. Idéen med reprisen af de akustiske passager er isoleret set fin, men med de mange enslydende numre in mente ender desperationen med at lyse ud af portrætmalerne, der blot vælger at genbruge samme motiver i ’ny’ belysning.
Helt fra koncepterne
Man næres en mistanke om, at Lindell har fået begreberne galt i halsen. For mon ikke ovenstående salgsfloskel i stedet ville være mere rammende med modifikationen ’all fillers, no killers’. Læg dertil det sjælløst snævre registerspænd, Lengstedt lægger for dagen. For slet ikke at nævne en katastrofalt ringe dømmekraft, der tillader 14 (!) mere eller mindre enslydende numre gang på gang at krydse grænsen for fem minutters spilletid. Jeg siger ikke, at jeg gruer for, hvorvidt jeg rumler med en latent prostata. Jeg siger bare, at jeg i løbet af netop tilendebragte ørkenvandring nåede at lade mit kurfyrstelige vand hele to gange undervejs. Alt andet lige fører The Host mere end tilstrækkeligt bevis for, at overtegnedes kroniske skepsis over for konceptudgivelser stadig er fuldt berettiget.
