En grotesk skabning

For godt halvanden måned siden udkom Polars Collides debutalbum, Grotesque, der for alvor skal forsøge at stemple den aarhusianske kvintet ind på den danske metalscene. For nylig inviterede vi bandet ind i vores podcast til en lille snak om albummets tilblivelse, og hvad der indkapsler deres lyd, som fik mærkatet progressiv metal med tillægsordene smuk, hjernevridende og anderledes. Med disse ord er der allerede sat store forventninger, og spørgsmålet er, om smilets by kan blive ved med at producere succesfulde metalhistorier – lad os finde ud af det.

Kunsten er en gang imellem at begrænse sig

Bandet lægger ikke skjul på, at de er stærkt inspirerede af særligt vores svenske naboer i Meshuggah og groove-mastodonterne fra Lamb of God, hvilket tydeligt har cementeret sig i deres lyd. Polars Collide spiller efter eget udsagn progressiv metal, men hvis man forudindtaget forventer at få et rap over nallerne af den progressive skuffe, bliver man en smule skuffet. Til gengæld kan Grotesque en hel masse andet.
”Spider and Fly”, som er albummets første reelle nummer, suger den tekniske dødsmaskine frem med et tryk på den store grønne groove-knap, og det fungerer langt hen ad vejen. Første halvdel af nummeret har fat i noget ret interessant, hvor skiftene er utrolig dynamiske, og de forskellige ideer er flettet fortrinligt sammen, ja, der er sågar en lille Disturbed-reference at finde. Til gengæld virker den sidste halvdel en snert triviel og stagnerende, fordi det hele bliver trukket lidt i langdrag med soloer og langsomme bastante rytmer.

Polars Collide er bedst, når de formår at holde skruen i vandet og eksekvere helstøbte kompositioner fra start til slut, og det hænger på Grotesque også sammen med sangenes længde. Helhedsindtrykket er bedst på de kortere numre ”Rejected” og ”Passenger”, der formår at holde spændingen fra start til slut. Man kan sagtens se bort fra, at det synes at være lige lovlig meget Meshuggah-inspireret, fordi de har styr på opbygningen, de dynamiske skift og har en klar formel for, hvordan sangene skal forløbe. Særlig ”Passenger” med sin lidt banale tekst og opbygning til omkvædet fungerer som en utrolig god kontrast til det tekniske vers og mellemspil.

Albummet igennem er der desværre en tendens til en lidt for monoton opbygning. Det er, som om at Polars Collide en gang imellem vil spille lidt for meget på en gang. Det er en smule ærgerligt, fordi sangene har en masse guf, men drukner lidt i en overflod af trivielle rytmiske skift. Skiftene leveres ikke altid helt overbevisende, og en gang imellem virker det lidt for regressivt fremfor progressivt. Derimod fungerer det uovertruffet, når bandet bevæger sig i de lidt mere atmosfæriske lag, f.eks. i nummeret ”Unrelenting”, der har en Animals as Leaders-inspireret afslutning og generelt repræsenterer et virkeligt stærkt udtryk for Polars Collide.

Når polerne kolliderer

Grotesque er et virkelig interessant og ambitiøst udspil fra Polars Collide. Dertil skal det nævnes, at albummet er indspillet live i studiet, hvilket gør, at lyden er mere organisk, og man virkelig kan mærke drivkraften og talentet bag kvintetten. Når Polars Collide rammer plet, er det afsindig medrivende og grotesk nakkevridende. Desværre er der en tendens til, at lydbilledet en gang imellem drukner lidt for meget i skæve taktarter og bombastiske djentede rytmer. Det er der bestemt intet galt i; det virker bare til tider en anelse ujævnt skruet sammen. Når det så er sagt, så er min nysgerrighed og optimisme for bandet bestemt at spore, og jeg glæder mig til at høre, hvad der sker, når polerne endnu en gang kolliderer.