De græske prog-poeter fra Poem er omsider tilbage

Nogle bands spytter nye albums ud nærmest med lynets hast – andre gør ikke. De fire gæve gutter fra Poem må absolut siges at tilhøre den sidste kategori, da det har taget dem hele 7 år at kreere et follow up-album til deres debutplade The Great Secret Show, som de selv er tilfredse med. Debutpladen fra 2009 blev en decideret anmelderdarling i flere europæiske medier, og måske netop derfor blev der skruet op for Poems selvkritiske side under udarbejdelsen af den svære toer.

Hårdt arbejde giver pote

Nu er toeren i hus, og Poem disker op med 7 splinternye numre, der – prog’en tro – er forholdsvis lange og tilsammen trækker albummet op på respektable 47 minutters spilletid.

Hele herligheden sparkes i gang med nummeret ”Passive Observer”, der bestemt ikke bare ser passivt til! Dette nummer er derimod det absolut stærkeste på pladen, og efter at have lagt ører til skiven et par gange må jeg sige, at Passive Observer er blevet noget af en ørehænger, jeg simpelthen ikke kan få ud af hovedet. Prog-drengene forkæler her lytteren med velspillede instrumenter, hvis lyd sidder lige i skabet suppleret med en stærk og atmosfærisk vokalpræstation fra frontmand Giorgos Prokopiou, der stedsvis også blandes på sprødeste vis med lækre, dissonante guitartoner. Netop dette indledende nummer sætter stilen for resten af pladen, der må siges at være en brandvarm sammensmeltning af prog rock og prog metal, der til tider leger med elementer fra de mere eksperimentelle genrer.

Andre numre, der skiller sig positivt ud på denne plade, er den mere dybsindige ”The End Justifies the Means”, der på smukkeste vis tager lytteren med på en poetisk rejse gennem tid og sted med en yderst fængende melodi og ambient stemning, samt nummeret ”Remissions of Breath”, der lukker og slukker ballet med en finurlig mikstur af albummets mest aggressive vokalpræstation og en underlig messende korvokal, der overraskende nok fungerer for fedt!

Generelt er pladen et skoleeksempel på, at hårdt arbejde betaler sig. Rygtet siger nemlig, at albummet har været klar til udgivelse i 2 år, men at gutterne ikke var tilfredse med resultatet af sine anstrengelser og derfor slettede alt materiale blot for at indspille det hele én gang til – denne gang med større præcision og bedre produktionskvalitet. Denne kvalitetsbevidsthed kan høres, og vores græske venner kaster et hedt og velkomponeret lydbillede efter os, hvor det er tydeligt, at der er kælet for detaljen: (næsten) alt synes velovervejet og svøbt i smuk melankoli. Nu lyder det hele måske uknækkeligt – og det er det også langt hed ad vejen – men går vi i det negative surmulehjørne, byder pladen altså også på flere dødtrælse irritationsmomenter!

For det første er det så godt som umuligt at høre, hvad der rent faktisk synges, og for det andet eksperimenterer bandet til tider lige lovligt meget – mere end de til fulde evner at håndtere.

Et solidt album, der dog ikke indskriver sig i metalhistoriens klassikerrække

Alt i alt er Skein Syndrome et stærkt album gennemsyret af kreativitet og vellyd, der med sikkerhed ikke vil skuffe prog-fans. Det er dog som om bandet har glemt at tilsætte lidt ”wow-effekt”, og derfor vil albummet nok gå i glemmebogen som et album, der var ganske fint – men forglemmeligt. Jeg vil dog belønne anstrengelserne og det fine arbejde med 7 kranier.