Det her unge svenske band må uden tvivl gå en lys fremtid i møde, hvis der bare er den mindste smule retfærdighed tilbage på musikscenen. Jeg kan sgu virkelig ikke fatte hvordan den lettere kraftige Erik på sølle 23 år kan formå at frembringe denne her fyldige vokal der præger "Nine", og som på vidunderlig vis binder albummet så stærkt sammen. Respekt kan man sgu da kun have. Med hensyn til det musikalske aspekt, er vi ovre i en omgang melodisk metal, der både trækker på det progressive og til tider symfoniske univers. Skæve riffs, fede melodier og lækre keyboard flader er hvad vi her beriges med. Besætningen tæller intet mindre end syv medlemmer, som arbejdsmæssigt er fordelt ud på en sanger, to tangentspillere, to guitarister, en bassist og et styks trommeslager. Så der er ikke noget at sige til at bandet kan frembringe en stort lydbillede. Produktionen, som er tryllet frem af Tommy Hansen, sidder lige i skabet og giver luft til samtlige instrumenter. Lækkert! – og når så bandet samtidig spiller med en erfaren autoritet og skaber en stribe afvekslende og fængende numre som f.eks. "Avalon Farewell", "Haleyon Days" og "Dark Minds", er det sgu svært ikke at lade sig imponere over bandets unge alder der ligger mellem 18-24 år. Fandeme godt gået drenge!

Fyrsten giver den 80%

Her er så allerede opfølgeren til sidste års "Secrets of Life", som var deres udmærkede debut dengang, syntes jeg. Men efter at have hørt sidste års plade igennem igen, så må jeg nok erkende at det 7 tal jeg gav dengang, nok var et eller 2 point for meget. Fordi det er nu bare et jævnt kedeligt band. Det har absolut heller ikke ændret sig, de er da blevet en anelse mere progressive, og de styrer deres instrumenter godt, men hvad de skal med de to keyboards fatter jeg ikke. (Et ekstra keyboard her, er lige så overflødigt som Janick Gers som tredje guitarist i Iron Maiden). Hvorimod deres debut havde sine lyspunkter med nogle enkelte velskrevne sange, som man stadig kunne betegne som melodisk metal, så er der på "Nine" faktisk tale om melodisk progressivt Hard Rock. Det hele er for standard, og der ingen sange man kan sige virkelig sparker røv, og vil kunne fremhæve dem frem foran andre i junglen af Power Metal udgivelser.

Keitel giver den 40%