Dansk død på tomandshold tager teten
Det tunge kavaleri
Du tror nok, at alt i lille Danmark er trygt og tilforladeligt, men næh nej, i de seneste tre år har sjællandske Pit Of Carnage skabt rivende ravage med deres modbydelige, brutale tungmetal. Af resterne fra det opløste melodeath-band Innate Affliction dannede altmuligmand Benjamin ”GoreDrummer” Lauritsen og vokalist Kasper Hansen i 2013 Pit Of Carnage, så de kunne spille ”more brutal shit”! Efter udgivelsen af debutskiven forlod Hansen dog skuden, GoreDrummer overtog vokalposten, og Peter Juelsgaard blev ny mand bag bassen. Nu er de to galninge klar med en gang smadder på lyd – The Rise Of The Fallen King – og lad det være sagt med det samme, at det er en heftig sag!
Et stykke med død, tak
Som du måske kan fornemme af overstående, stifter vi med Pit Of Carnage bekendtskab med endnu et af de der bands, hvis logo kræver en ph.d.-grad i krusedulle-tydning for at lade sig afkode. Her mener jeg naturligvis dødsmetalbands – og denne gang af den bidske slags. Der vises ingen nåde, men lytteren indhylles derimod i et musikalsk slør af alt, hvad der hedder vold, brutalitet, blodsudgydelse og generelt ubehag. Vi befinder os med andre ord i nogenlunde samme dødslejr som kollegaerne i Aborted og Dying Fetus – føj, for en omgang! Stedvis er der dog også tegn på en mere teknisk tilgang, hvilket især kommer til udtryk igennem GoreDrummers ubønhørlige guitarspil.
Til trods for at vi altså præsenteres for en ret så brutal omgang dødsmetal, er der faktisk – og hurra for det – en ganske fin variation i pladens ti skæringer. På numre som ”Feed The Machine” og ”The Rise Of The Fallen King” er der fuld smadder, og især førstnævntes atypiske rytmeguitar går lige i nerverne – hvor er den dog syret, men samtidig utrolig catchy! Denne hæsblæsende aggressivitet modstilles flere steder af mere down tempo-passager, hvilket giver lytteren et fortjent pusterum og pladen en god dynamik. Halvvejs gennem helvedet støder vi ydermere på to instrumentalnumre: ”Leviathan I” og ”Leviathan II”. Begge tracks er virkelig lækre, men hvorfor de er placeret lige efter hinanden, forstår jeg simpelthen ikke. Her kunne man med fordel have spredt herlighederne lidt bedre.
Som sagt er dette GoreDrummers vokaldebut – i hvert fald i denne sammenhæng – og han gør virkelig et godt stykke arbejde. Det er næppe den bedste dødsmetalvokal, jeg nogensinde har hørt, men den gør bestemt, hvad den skal! Der leveres tunge brøl med knusende kraft, grelle grunts, pig squeals og hele pivtøjet.
Endnu en ting, der bare må nævnes, er Juelsgaards formidable bas. Flere steder på skiven får den frit løb, og fx sidste del af ”Leviathan II” byder på en dødlækker basgang, der bryder den tonstunge grød-guitar på perfekt vis. På numre som ”Pile Of Corpses” og ”Walking With Shadows” er bassen tydelig fra start til slut, og vi kan høre den æde sig gennem lydmassen bid for bid. Alt dette støttes naturligvis af GoreDrummers dødsmaskineri, aka trommerne, der brager af sted med uanede kræfter.
Ses i pitten
Der er ingen tvivl om, at Pit Of Carnage har oppet sig gevaldigt siden debuten i 2014, og især den produktionsmæssige kvalitet er blevet markant bedre. Det er en kompakt kvalitetsskive, de to tosser har kreeret, og selvom den kun varer 29 minutter, er det rigeligt til at skyde ondskaben helt ind i dine knogler. Med flakkende blik og blodsprængte øjne ender vi derfor på 8 kranier.
