Når to’eren er bedre
Phil Anselmo er andet og mere end bare ”ham fra Pantera”. Han har haft en vred finger med i et hav af mere eller mindre obskure bands, og dette projekt var, for mig, en ubekendt størrelse. Kigger man på The Illegals’ debutalbum fra 2013, er manglen på mit forudgående kendskab umiddelbart ikke noget, jeg begræder, men med ”Choosing Mental Illness As A Virtue” har de skrevet sig ind på min lystavle med store fede bogstaver. Hvor forgængeren var en rodet og kaotisk størrelse uden charmen fra Pantera og alt det groovy stads, der kendetegnede Superjoint Ritual, er dette, deres andet album, langt mere sammenhængende og målrettet, i al sin velspillede aggressivitet.
Hvidvin og bæmund
For Phil er pissesur. Det har han såmænd altid været, det kan de fleste med ører og øjne i hovedet attestere, men med denne udgivelse modbeviser han klicheen om at blive mildere med alderen. Faktisk er det, som jeg ikke har hørt ham hverken vredere, skarpere eller mere flabet før. Alt sammen udspringer af, at jeg aldrig har hørt Phil growle før, og hånden på hjertet: Det fortryder jeg dog jeg ikke har, for det gør han sateme godt. Et rustent og samtidig organisk brøl, som overrasker og behager, er med til at adskille … And The Illegals fra alle de andre sideprojekter, jeg kender ham fra. Han fremstår knivskarp, og flabetheden kommer til udtryk i de små stik med modhager, han sender ud efter samtlige kolleger, blandt andet med sætningen ” It's ruined. Everybody ruins music... Not just me.” Man kan så argumentere for, om vreden og den fjendske attitude virker påtaget eller ej, men kender man bare en lille smule til Phil og hans måde at opføre sig på, føles det på intet tidspunkt som en maske, han tager på for at sælge et produkt.
Der har været en del kontroverser omkring hr. Anselmo, som har affødt en højrøstet afstandtagen fra hans kolleger og en lam bortforklaring fra manden selv. Og nu vil jeg gerne slå noget fast med rustne syvtommersøm, før keyboardkrigerne kommer efter mig: Jeg er ikke tilhænger af nogen former for ekstreme -ismer, men jeg er tilhænger af, man kan té sig som en idiot, uden der straks bliver tændt for Sympatiens Flammekaster - som oftest er betjent af folk, som elsker at blive forargede på andres vegne. Det er Phil Anselmo, for helvede. Han er et studie i upassende adfærd og denne plade, om noget, får mig til at føle, at jeg kommer ind på livet af ham. Jeg skal dog også fremhæve bandmedlemmerne, der i de fleste tilfælde har været involveret med Phil før, for de er individuelt og samlet set, det bedste, som kunne ske for sludget og semi-groovy, kaotisk galskab med en smagfuld mængde død. De fremfører den på nådesløs facon og sætter en stor fed streg under Phils holdning til sarte snefnug og almindelig pli. Faktisk føles hele det her album som en massiv omgang territorieafpisning for at vise dominans, og det virker.
Gro dig et par, og hold op med at pive
Det nytter ikke noget, jeg sidder og fedter med, hvilke numre der kan hvad, for selvom de alle er skåret over den samme læst, er de hver især et studie i, hvor få fucks man egentlig kan give. Den tilsigtet mudrede lyd, de pludselige og næsten psykotiske tempo- og stilskift, samt tekster der byder på ordspil og massive tilsvininger af folk og deres meninger, er alt sammen med til at gøre det her et bud på et af årets mest interessante albums. Bevares, det kan ind i mellem blive en kende for smadret og hektisk for mit ordenselskende indre rytmecenter, men jeg må stoppe op og spørge mig selv: Hvad rager det Phil, hvad jeg synes? Stop med at klynke, læg din vaper fra dig, og slå dig løs til tonerne af snavset og velspillet smadder.
