Alt det med småt
Lad os starte med at få formalia på plads. Det walisiske band Phil Campbell and The Bastard Sons så dagens lys i 2016, året efter Motörhead-frontmanden Lemmy Kilmisters død. Phil Campbell var mangeårig guitarist i Motörhead. Sammen med sine tre sønner, der pudsigt nok også hedder Campbell til efternavn, og Joel Peters har han nu udgivet denne fjerde udgivelse, Kings Of The Asylum.
Ret skal være ret
For at slå det fast med det samme: Dette projekt kan på ingen måder sammenlignes og/eller associeres med Motörhead, om end man fristes til at tro det, hvis man kender til Phil Campbell og hans lange karriere dér. Kings Of The Asylum er ganske fin, gedigen og habil rock, men ikke noget nyt og revolutionerende. Derimod vil jeg i dén grad postulere, at det er en kende for poleret, jeg sidder tilbage med følelsen af at have hørt det hele før, og tanken om coversange har strejfet mig. Wow-oplevelsen udebliver, og der er som sådan ikke et enkelt nummer, der stikker ud, og som potentielt kunne blive et genkendeligt hit. Det er dog en stabil skive med en masse omkvæd som er sing-along-værdige, og som sikkert vil kunne findes i musikkartoteket på enhver stripklub med respekt for sig selv, for det fornægter sig ikke, at det har en god rytme.
Der er en del fede soli, og det er nemt at separere instrumenterne, som de, rent teknisk, i den grad har styr på, det er blot gentagelse på gentagelse. Gennemgående er der på pladen en rød tråd, hvor man næsten på minut-/sekundslag kan sige: ”Nu kommer der en solo”. Det er ensformigt i længden, og man mangler nogle overraskelsesmomenter. Det eneste sted på albummet, hvor Phil Campbell and the Bastard Sons afviger lidt fra den norm, de selv har sat, er på nummeret ”The Hunt”, hvor den virkelig får en ordentlig omgang smadder, og hvor det er knap så poleret. Der er en masse lækre temposkift og en noget mere rå tone og kant. Det er ærgerligt, at der ikke er mere af den slags på dette album for at bryde uniformiteten. Kæden springer for mit vedkommende gevaldigt af på albummets næstsidste skæring, ”Ghosts”, hvor man forsøger sig med at implementere countrymusikalske toner. Det er i den grad malplaceret og fuldstændig udenfor kontekst.
Kings Of The Asylum kunne godt lyde som noget, der var skrevet og indspillet i de gode gamle dage sidst i 80’erne/starten af 90’erne af Mötley Crüe, faldet ned bag ved mixerpulten og for nylig fundet frem og genindspillet. Gammel lyd blandet med moderne indspilningsmetoder og teknikker = nej tak. Det mister simpelthen noget berettigelse, da der ikke er en naturligt forekommende kant på numrene. Når man overproducerer et album af denne kaliber, bør man lade det fremstå med kant og karakter for at bryde lydbilledet, ellers bliver det i den grad ligegyldigt.
Men ….
Phil Campbell og band er yderst kompetente og dygtige musikere, det fornægter sig på ingen måder. Denne udgivelse er blot på rigtig mange punkter lavet 30 år for sent og uden kant og desværre overproduceret. Hvis man er glad for Mötley Crüe og savner et nyt udspil fra deres side, så er Phil Campbell and the Bastard Sons Kings Of The Asylum et glimrende alternativ. Så har man en undskyldning for at drømme sig nostalgisk væk til fordums tider.
