Middelhavsmisantropi
Black metal er en genre, der virker til at vokse sig større og større i det ellers solrige og stærkt katolske Catalonien, men når man tænker på de diverse strabadser, området har gennemgået de sidste par år, så er det vel ikke så underligt, at misantropi, kynisme, lidelse og weltschmerz fylder mere og mere i folkets bevidsthed. Dog er det ikke den helt gammeldaws pandamaling, KISS-ornat og knivmords-black metal, bandet dyrker, men derimod den moderne, polerede og samfundsbevidste black metal, som vi kender det fra bands som Deafheaven, UADA, Ghost Bath, Numenorean, Sunken og MØL. Men nu og da er der små finurligheder, der lugter af bål, gran og myseost – så spørgsmålet er blot, om dette misk-mask fungerer – spoiler; det gør det!
Et overflødighedshorn af musikalske indtryk
Jeg kan lige så godt smide kortene på bordet og erkende, at Portraits er et vanvittigt album! Det er utrolig veludført, velkomponeret og smukt, samtidig med, at det også er hårdtslående som en fuld håndværker fra Randers. Kreativitet og sangskrivning sidder i det absolutte højsæde, og det er tydeligt, at dette værk er drevet af passion og lidenskab samt en nysgerrighed og et innovativt behov for at prøve nye ting af. Bedst som man tror, man har luret Perennial Isolation, kommer der et nummer som ”Unceasing Sorrows from the Vastness’ Scion” og vender det hele på hovedet med elementer af metalcore og djent i en sådan grad, at man næsten skulle tro, bandet hørte under det danske label Prime Collective. Normalt ville det være to ting, jeg meget gerne ville have milevidt fra min black metal, men den måde, de catalanske spradebasser formår at inkorporere de moderne metalelementer på, fungerer brandgodt – noget, enhver fan af MØL kan skrive under på.
En anden ting ved Perennial Isolation, der får dem til at skille sig ud fra den evigt voksende hob af black metal-bands, er, at mange af deres sange virker til at være skrevet i dur i stedet for mol. Så selvom musikken er tung og misantropisk, formår de at tilføje lys til mørket, og således skaber de en musikalsk katarsis, der luller lytteren i trance og en sindstilstand af, at det hele nok skal gå, uanset hvor umulig en situation man befinder sig i.
Megen af den ros, jeg giver Perennial Isolation, skal målrettes bandets rytmesektion. Især trommeslageren ”V.”, der tilføjer et solidt fundament til bandets lyd understøttet af både groove og jazz, men uden at glemme de obligatoriske duka-duka-Darkthrone-blastbeats, som er for black metal, hvad salt er for pastavand. Men også vokalen skal roses, for ”A.” besidder noget af et organ, og hans vidde spænder bredt, for der er både de klassiske skrig og kælderdybe growls, men til tider sniger der sig også lidt clean-vocals ind, som er med til at give musikken nogle UADA-vibes, og dét er altid en god ting!
Vi skal videre!
Summa summarum, Portraits er pt. en af de mest spændende udgivelser i det herrens år 2021, hvilket automatisk gør Perennial Isolation til et af de mest spændende bands pt. Med sit fjerde album har bandet undgået at falde hovedkulds ned i de mange, trætte, klichéer, der ellers er i black metal, og skaber derved et fremragende bud på, hvordan moderne fjerdebølge black metal bør og skal lyde. For at citere Sigurd/Satyr fra Satyricon: ”Hvis blackmetal skal forblive interessant, skal det være i bevægelse” – og manden har jo ret!