Thrashviser fra et diktatur

Hvilken slags tekster ville du skrive, hvis du levede i Augusto Pinochets diktatur? Hvilken slags musik ville du lave? Denne. Det er ganske rigtigt årtier siden Pinochets brutale styre, men chilenske Pentagram har eksisteret siden 1985, og de tre bandmedlemmer har alle oplevet diktaturet på egen krop. Med den viden i baghovedet er de afhuggede hoveder på omslagstegningen ikke kun karikatur. Eventuelle misforståelser bør afklares inden start: Nej, det er ikke Bobby Liebling, du hører synge. Trekløveret her er som nævnt fra Chile, dannet af Anton Reisenegger (vokal) og Juan Pablo Uribe (lead guitar), der dengang begge var teenagere og inspireret af Venom, Possessed og selveste Slayer, som det bliver ekstremt svært at undgå i det følgende.

De ny legender

Engang kaldte de sig Pentagram (Chile) for at undgå forveksling med Bobby Lieblings amerikanske femkant. Fra første tone af åbneren ”El Imbunche” er det dog tydeligt, at det musikalske univers ligger lysår fra de nordamerikanske navnebrødres støvede doom. Det her er ren thrashmetal af fineste karat, uden unødvendige dikkedarer. Alle numre er spot on, og det er umuligt at redegøre nærmere for musikken uden at vende blikket mod Slayer, som Pentagram går i bedene, mens de på eminent vis formår at fastholde en egen identitet. Der er derfor netop ikke plagiat, når starten på ”The portal” er sindssygt tæt på at være nappet direkte fra Slayer. Reelt hele nummeret, det eneste tydelige kendetegn er Tom Arayas fravær. Vokalen lyder nemlig mere som Max Cavalera, der sjovt nok også er fra Sydamerika, mens rytmeguitaren er ren King/Hanneman, endda uden at stille sig et bestemt sted tidsmæssigt i Slayers diskografi. Til gengæld kan man godt komme til at savne Dave ’Slåbardo’-Lombardos uhæmmede, hyperenergiske bombardementer. Der er stilen mere a la Paul Bostaph. Og selv i de vanvittige guitarsoli bliver vi ved thrashkongerne, for de lyder bogstaveligt som Kerry Kings skæve, dissonante arbejde.

Kender du din thrash, vil du føle dig som blommen i ægget på et album, der er krydret med et par enkelte blastbeats og afvekslende semitempererede, men stadig onde Iommi-inspirerede indfald. Som når de lukker og slukker med ”No One Shall Survive”, der i bedste Black Sabbath-stil kører den hjem i et afdæmpet midttempo og overrasker ved at knalde ud i fuldt thrashhammer til sidst. Den diametralt modsatte strategi i forhold til ”El Imbunche”, som først er vild, dernæst mere tilbageholdt aggressiv mod klimaks, hvor en guitarsolo sætter sit blodige punktum. Via de to numre tegner chilenerne musikalsk en cirkel, så variation, sekvensering og helhed er der med andre ord også tænkt ind. Heller ikke lyden er der noget at udsætte på, man kan endda høre en bas indimellem. Særligt under diverse soli og dobbeltguitar. Det er overordnet set knaldhamrende godt arbejde. Hvad mere kan man forlange andet end en pladepusher, et vinyleksemplar og en koncert?

Spil noget med S…..

Slayerfans kan med sindsro stige på toget til Chile, for dette er albummet amerikanerne aldrig fik indspillet. Og dog er Pentagram hverken Slayer light eller et afkog, men et band, der står solidt på egne ben, mens de rammer ind i samme snævre musikalske univers. Sangskrivningen står stærkt uden at være helt sublim. Der er ingen klare thrashhit her, og alligevel står Eternal Life of Madness djævlesk tæt på tærsklen til at være netop en klassiker. Det er et album, der vokser og vokser for hvert lyt. Bedst som man gik og troede, at den bedste thrash for længst var skrevet, fik man ganske velfortjent kalibreret sin anmeldersnotnæse. Der burde være et dusin ’parental advisory’ her, for man kan brække arme og ben til skidtet. Tak for tæskene.