Danske Pentachorus spiller op til arytmisk dans på deres første EP.

Thug chug

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er absolut fan af deathcore i alle dens besynderlige afskygninger. Der er ikke de genrer man ikke kan krydre den med, dog er nogle genrer lidt mere forenelige med denne end andre – heldigvis ved drengene i Pentachorus godt hvad man kan og ikke kan slippe af sted med.

But does it djent?

Dog var min første tanke da jeg hørte Sweet Serenity: ”hvor fanden er alle mine breakdowns?” Uden at skulle have den belærende stemme for meget på, så kan man altså ikke spille deathcore uden at have dem ligge og lure rundtomkring på pladen. Jeg formoder at fordi de har valgt at kombinere deres primære genre med djent, føler de at rammerne er sprængt, men jeg synes det er synd de har valgt at give køb på netop det kendetegn der er så vigtigt. For langt hen ad vejen, føler jeg Pentachorus har læst om djent, men endnu ikke har gennemskuet hvordan man får skalaerne til at lyde som andet end blot skalaer.

Det forfalder nemlig desværre i perioder lidt til at blive cookie cutter djentcore. Pianospillet er en fin detalje, men de bruger det for meget og det går ikke altid op med de skæve djent-elementer og det er surt at den røde tråd igennem samtlige numre enkelte steder forstyrrer oplevelsen.

Jeg undrer mig også over hvorfor de har valgt at inkludere nummeret ”Stargaze”. Det er et rent instrumentalt nummer der, selvom det er ganske godt, ikke har noget som helst at gøre på en EP. Den burde have været arkiveret, for så at optræde på et fuldlængde album.

Vokalisten Mikkel har en stemme, der i perioder virker enormt malplaceret i forhold til musikkens udtryk, men hans mere gutturale growl er enormt overbevisende og jeg krydser fingre for der kommer mere af det på deres næste udspil. Eksempelvis ville ”Shadows” have haft godt af en clean vokal henover det melodiøse mellemstykke, men ellers minder det i starten lidt om Lamb Of God med sine groovy riffs og måden hvorpå vokalen er lagt oveni. Titelnummeret er rigtig godt og jeg er vild med de black elementer de har krydret nummeret med, her kommer pianospillet virkelig til sin ret og det giver EP’ens sidste track en meget intens og næsten længselsfuld lyd jeg håber de vil dyrke mere af i fremtiden.

Bestået

Pentachorus vil rigtig gerne det her. De gør alting på de rigtige tidspunkter og de er hammerdygtige alle sammen. Det virker dog til tider lidt som om de ikke helt kan bestemme sig for om de vil djente eller ej og jeg sidder tilbage med følelsen af jeg mangler lidt mere af det der gør deathcore til deathcore. Dog hersker der ingen tvivl om at disse ganske unge mænd ikke blot besidder viljen, men i høj grad også evnerne til at imponere og uanset om næste skive også er self-made eller om de bliver signet, så håber jeg virkelig at høre mere fra dem i fremtiden.