Genren peakede med Anthrax og Public Enemy
Rendyrket rap metal er sjældent en genre, som emmer af kvalitet og lang holdbarhed. Ja, Limp Bizkit og Clawfinger turnerer stadig, men det er udelukkende for nostalgiens skyld og ikke relevansen af nye skæringer, hvilket sidstnævnte da heldigvis har indset. Men man må unægteligt indrømme, at de to genrer har en del fællestræk – navnligt fokus på solide grooves, eller beats, hvis vi bruger hiphoppens terminologi, og vigtigheden af en god basfyldt bund. Jay-Z’s “99 Problems” er dybest set rap metal uden brug af traditionelle instrumenter. Så hvad ville der ske, hvis man smed hiphoppen over i ekstremmetallen? Det spørgsmål lader det til, at amerikanske PeelingFlesh har stillet sig selv, og besvaret, på debutskiven The G Code.
Det var sådan her, det skulle gøres, Gradience
I tilfældet PeelingFlesh udgøres den ekstreme metal af brutal død, der af og til skæver lidt mod hardcore-genrens aggressive attitude. Her er hiphopelementerne tilføjet for at give lyden en mere rå og realistisk vinkel. Med andre ord: en tung udgave af Necros The Pre-Fix for Death med omvendt fortegn.
Det er nemlig ikke den store hemmelighed, at den brutale død oftest går mere op i overdrevent makabre uhyrligheder end i at skildre virkelighedens verden. Numre som “Intro” og “Perc 3000” har godt nok kastet guitaren i kælderen, mens bas og trommer agerer mukkert, men når de gutturale brøl viger for rappen, byttes slagtehuset ud med ghettoens gader, hvor stoffer og bandekriminalitet er en del af hverdagen. Det fungerer så godt, at selv den blegeste skrivebordsakrobat øjeblikkeligt vil føle sig 100 procent mere “gangsta”. At sidstnævnte nummer også får plade “scratching” og et blacket riff til at fungere på samme nummer, fortjener bestemt noget “street cred”. Den overskyggende grund til, at dette fungerer, er selvfølgelig også måden, hvorpå PeelingFlesh spiller deres brutale død. Ustoppelige yderst alsidige borehammerdrevne midttempo-grooves er det bundsolide fundament, som samtlige numre er konstrueret oven på. Så er det ligegyldigt, om man føler for at brøle strubehovedet i laser, headbange til nakken brækker, eller freestyle et par vers og sidde med gutterne og “vibe”. Skulle man ud og slå til Søren, så vil jeg vove den påstand, at brutal død også fungerer bedre end hiphop. Det virker usandsynligt, at noget menneske nogensinde er blevet bange for et samplet beat, men kommer der en sort BMW med tonede ruder trillende, hvor “Skin Blunt (Interlude, Pt. 2” eller titelnummeret brager ud af, så kunne utrygheden godt begynde at komme snigende.
Så længe det dog ikke er det afsluttende minut på titelnummeret, du hører. Et alt for langt, ligegyldigt klip om, hvordan twerkende bootyshorts-bærende kvinder snyder dig til at gøre dem gravide og derved tage dine penge. Dette klip indkapsler dog meget godt det primære problem på The G Code. Hiphop, bande og ghetto-relaterede elementer virker meningsløse, når de står alene og ikke bliver holdt i hånden af døden. Trods klippet i starten af “Perc 3000” kun er 20 sekunder, så havde et sagte groove ikke været uvelkomment. Og hvorfor skal en plade på knap 30 minutter have to mellemspil, og endda lige efter hinanden? Ud til højre med “Full of Lead (Interlude)”. Det beat har ingenting på groovet i “Skin Blunt (Interlude, Pt. 2)”.
Der er noget omkring modsætninger, der mødes
Forholdsvis korte irritationsmomenter til trods, så har PeelingFlesh med The G Code på ganske vellykket vis demonstreret, at den brutale død sagtens kan have en udmærket legekammerat i hiphoppen. Det kræver, at man først brainstormer om, hvilke fællesnævnere, genrerne har. Men når man som PeelingFlesh har gjort sit hjemmearbejde, så er det meget svært ikke at forestille sig at sidde i en Lincoln Continental med en Uzi i den ene hånd og en blodindsmurt flækøkse i den anden, mens pladen spiller.