Ingen hast
Parasite Inc. har eksisteret i 11 år, men har kun et enkelt album på samvittigheden! Drengene debuterede i 2013 med den relativt succesfulde Time Tears Down, og nu er de altså klar med den længe ventede opfølger Dead and Alive.
Potentiale uden pondus
Med det nye album fortsætter Parasite Inc., hvor de slap i 2013: Dead and Alive er en 40 minutter lang opvisning i hårdtslående melodød med stor inspiration i den finske metalscene. Både guitarspil og brugen af keyboard leder tankerne hen på Children of Bodom, og lyden er egentlig meget appellerende – om end en smule uoriginal. ”Headfuck Rollercoaster” kunne nemt have haft Alexi Laiho (Children of Bodom) på guitar, og ”Once and for All” viser, at Parasite Inc. mestrer keyboardets muligheder.
Desværre er der også numre som ”Red Wine Collider”, der bare ikke fungerer. Keyboardet lyder næsten komisk, og skæringen mangler i den grad pondus. Det samme gør sig gældende for ”Flesh Decadence” og ”Dead and Alive”, der begge har udmærkede riffs og fin energi, men aldrig formår at gøre sig bemærket. De er simpelthen kedelige.
Slemt er det også på skivens sidste nummer, ”Empty Streets”. Her har bandet valgt at kaste sig over et covernummer af synthwave-bandet Scandroid, og det er ganske unødvendigt. Sangen fungerer ok, men bidrager absolut ikke med noget, udover en smule forvirring. Bløde synths, en poppet melodi og et midttempo beat – hvorfor er vi pludselig tilbage i 1980’erne? Nuvel.
Meget af det, der findes på Dead and Alive, er hørt før – og ofte en tand bedre. Mest interessant bliver det dog, når bandet udnytter det cyborgtema, de anslår i albumtitlen, og smider nogle dystre elektroniske effekter ind i billedet. Her har Parasite Inc. et langt mere originalt udtryk. Tydeligst høres dette i ”Fall of the Idealist”: En mørk atmosfære præger nummeret, og frontmand Kai Bigler synger med en robotagtig stemme. Spændende træk. Ligeledes spiller de elektroniske virkemidler en væsentlig – men mere subtil – rolle i den hæderlige ”This World”.
Mangler fokus
Desværre matcher Dead and Alive ikke helt niveauet fra Time Tears Down. Stilen er den samme, musikerne spiller stadig fornuftigt, men alt for mange sange er simpelthen ligegyldige. De fire herrer har massevis af idéer og små interessante indspark, men alt for sjældent bliver potentialet udnyttet på en succesfuld måde. Det resulterer i et ujævnt album, der hurtigt går i glemmebogen.
