De britiske, gotiske metalhelte fra Paradise Lost er efter fire års pause tilbage med et nyt album kaldet Tragic Idol. Paradise Lost blev dannet tilbage i 1988, og ses af mange som pionerer indenfor den gotiske metal scene sammen med My Dying Bride og Anathema. Egentlig startede bandet som et death/ doom metal band, men med albumsne Icon og Draconian Times fra henholdsvis 1993 og 1995 skiftede bandet stil, så musikken gik mere i den gotiske retning. Stilen på Tragic Idol er holdt i den gotiske metals ramme med en mørk og stemningsfuld atmosfære.

Man er ikke et sekund i tvivl om, hvilket band man har med at gøre på Tragic Idol. Hele skiven emmer af Paradise Lost, og fra første nummer "Solitary One" er den Paradise Lost karakteristiske lyd at finde. Tragic Idol indeholder en række af stemningsfulde numre, som er fulde af mørke og tunge melodier, konstante skift og Nick Holmes' let genkendelige vokal. Stilen er, som på de foregående Paradise Lost skiver, gotisk metal med både doom og til tider og dødselementer, hvad angår riffs og tempo. I den forbindelse skal det siges, at Paradise Lost ikke skal forvekles med mange af de "goth" bands med kvindelig forsanger, som der efter min mening, er blevet spyttet for mange ud af de seneste par år. Paradise Lost trækker rødder tilbage fra deres nyskabende lyd tilbage i 90’erne, og man er heller ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at det er et erfarent band som står bag Tragic Idol. Både vokal, riffs og temposkift fungerer rigtig godt, og der er en dejlig ildevarslende atmosfære hele vejen igennem. Der, hvor jeg mangler lidt, er i forhold til variation de enkelte numre imellem. Som helhed fungerer albummet godt, men det er for mig svært at huske og adskille de enkelte numre fra hinanden. De er alt for ens. Det eneste nummer som jeg synes stikker lidt ud er "Theories From Another World". Har er en fed ildevarslende stemning og nogle virkelig lækre guitar skæringer.

I forhold til bandets sidste skive Faith Divides Us - Death Unities Us synes jeg, at det rent stemningsmæssigt er gået lidt ned af bakke. Selvom Tragic Idol emmer af den karakteristiske Paradise Lost stemning med mørke, melodiske og tunge passager, hvor tempoet er vekslende med både hurtige og langsomme melodier, mangler jeg noget. Det bliver for ensformigt i mine ører, og der bliver kørt lidt for meget i de samme stemningsbilleder. Efter min mening minder Tragic Idol mere om forgængeren til Faith Divides Us - Death Unities Us, Paradise Lost, da mange af numrene på Tragic Idol minder om de forskellige melodier. Der er derfor ikke sket den store udvikling, og det er lidt som om, at man har hørt flere af numrene før, bare i en anden indpakning.

Med efterhånden 24 års erfaring er det måske for meget at forlange de store nyskabelser for et band, som efterhånden har opnået kultstatus, og været med skaberne af den gotiske metalgenre. Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde med en følelse af, at der mangler noget på Tragic Idol. I mine øjne mangler der de store variationer i stemningsbillederne, for lyden bliver hurtigt for monoton og kommer til at lyde som en genudgivelse af bandets tideligere materiale. Alligevel er Tragic Idol et gennemført album, som rager op over, hvad der ellers udgives, både indenfor den gotiske genre, men også den stemningsfulde del af metallen.

Her er den første officielle video fra Tragic Idol Honesty In Death