Et vellykket forsøg på at finde tilbage til gamle dyder.

Det er nogle år siden at jeg rigtigt har fulgt med i hvad der skete hos de engelske Gothic Metal gudfædre. Sidst var det med den meget eksperimentelle "Believe In Nothing", der selvom den indeholdt enkelte hits ikke rigtig kunne fange med vedholdende interesse.

Derfor blev jeg mildt sagt overrasket da jeg hørte bandets nyeste og til dato ellevte plade. Forsvundet var størstedelen af de mere Waveagtige sange man havde begyndt med på "One Second", i stedet bliver man mødt med en heavyness der fører tankerne helt tilbage til bandets storhedstid fra 1992 til 1996. Især den meget enkle og guitarsvangre produktion (måske bandets til dato tungeste), gør sit til at bandets kurskorrektur imod deres tidligere stil lykkedes fuldendt uden at virke desperat eller påsat. Især den meget doomede og dystre "Never For The Damned" virker som et slags missing link mellem "Shades of God" og "Icon", og skulle tilfredsstille enhver gammel fan af bandet. Den eneste større forskel mellem dengang og nu er at Nick Holmes synger som en ung gud og sagtens kan regne sig iblandt førsteligaen i hans genre.

Desuden skiller singleudkoblingen "The Enemy" sig ud med dens patos ladte melodier, samt Holmes' geniale sanglinier der fiser lige ind på lystavlen. Enkelte svipsere er der da på skiven (Unreachable, Your Own Reality) men disse falmer dog hurtigt ved siden af den solide kvalitet man leverer på "In Requiem". Endeligt et vellykket forsøg for et etableret band på at finde tilbage til gamle dyder, en ting mange af de gamle helte kunne tage ved lære af.