Paganize - Evolution Hour

Evolution Hour

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Power metal
Spilletid:59:54
Antal numre:10

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Paganize spiller en slags småprogressiv powermetal à la deres norske landsmænd, Pagan’s Mind. Ud over navneligheden og en vokal, der ligger i samme lyse, vibrerende leje (nærmest som en ung Geoff Tate), lyder enkelte passager i Paganizes musik faktisk også lidt hen ad førnævnte band, især nummeret "Conscience". Der er dog også en mængde forskelle: Paganizes musik er gennemgående inspireret af klassisk heavymetal med træk af Judas Priest og Iron Maiden, leveret i en tør 80’er-thrash-produktion. Den kompositoriske side af sagen rummer mange genbrugte traditionelle metalstykker både i rytmer, riffs og melodier.

Bortset fra åbneren "The Hour", der har en vis pågående energi, er meget af albummet lidt sløvt og mangler nogle hooks, der er tilstrækkeligt markante til at sætte sig fast i min hukommelse. Mit største problem ved Paganizes debut-album er imidlertid vokalen. Thomas Rokne har en god stemmekraft, men hans intonation er meget upræcis. Det er i orden at synge lidt blåt en gang imellem (eller "bende" sin pitch, om man vil) for udtrykkets skyld, men Rokne synger ofte falsk i længere fraser ad gangen, hvilket forstyrrer min oplevelse af musikken en del. De øvrige musikere er teknisk acceptable uden at være blændende. Jeg kunne dog af og til godt ønske mig, at de leverede varen en smule mere tight – det gælder især i de langsomme grooves, som på nummeret "Hollow".

Den internationale musikpresse har tilsyneladende været meget imødekommende over for Paganize, men jeg har lidt svært ved at forstå begejstringen. I denne delgenre mener jeg, det er uhyre vigtigt, at det tekniske er i orden, både hvad angår kunstnerne og produktionen, eller at der er nogle solide melodier, der kan bære albummets eventuelle svagheder. Ingen af delene er 100% tilfældet på "Evolution Hour", derfor den meget lave karakter. Lyt hellere til Pagan’s Mind. Eller tjek f.eks. Unearths "III: In the Eyes of Fire", hvis det er en moderne genbrug af retro-vendinger, du leder efter.