Verdens vredeste frontkvinde, brøler videre på stilforvirret udspil.

Spoken word for voksne

Otep Shamaya har altid haft noget på hjerte. Uanset om det er en opfordring til de undertrykte om at rejse sig igen, næverne først, eller om det er død ved kølle til dyremishandlere og voldtægtsmænd, har hun eddersparkeme også noget at sige her, på deres syvende studiealbum.

Let’s get one thing straight…

Her lyder hun fuldstændig lige så vred som hun altid har gjort og med sin unikke vokal kan hun nu tilmed præstere at lyde, mere end en gang, som om hun vitterligt er på nippet til at miste forstanden. Hun har en af de mest markante stemmer i miljøet og den kan virkelig overraske, selv efter 16 år – hvem havde troet hun besad en vokal der lige så godt kunne begå sig i singer / songwriter land? På ”Generation Doom” får vi alt fra et fuldstændigt manisk cackle til en fløjlsblød hvisken der på samme tid skræmmer og forfører. Den ville nok ikke begå sig i ret mange andre bands, for Otep Shamaya og Otep er en enhed der ikke fungerer uden den anden, hendes stemme passer perfekt til den blanding af stilarter der, også her, bliver lagt for dagen. Men af en eller anden grund, fanger deres mange facetter mig denne gang ikke helt som de altid har gjort. Det føles for rodet og af en eller anden grund, ikke hårdt nok. Bevares, det er stadig tungt som bare fanden og det skyldes til dels Justin Kier på trommer, for jeg lover dig, sammen med vokalen, er de to det bærende element hele vejen igennem. Bassen er stadig fremhævet, men ikke på samme måde som på f.eks. ”Atavist”, som i mine øjne, er det bedste de har lavet siden ”Sevas Tra” tilbage i ’00. Men der mangler simpelthen musikalsk en rød tråd igennem ”Generation Doom” der byder bl.a. på tung følerock, hårdt industrial-inspireret hærg og så… et rap nummer? Før du vender det hvide alt for meget ud af øjnene, skal du huske på at Clutch i sin tid også lavede sådan et og det er lige præcis den slags vi arbejder med her. Fra den første Michael Bay-inspirerede lydeffekt til den sidste flabede kommentar, får du serveret rytmiske håndmadder, rettet mod homofobiske mænd og hvad hun gør ved deres kærester. Man kan godt trække lidt på smilebåndet over sætningen ”He called me a dyke, I called him an ambulance”, men teksten er virkelig morsomt skruet sammen og man tror absolut på hende, når hun tørt konstaterer hun får mere f*sse end dig.

I dont. Give a. FUUUUUCK!!

Dog vil jeg alligevel, moderne hiphop til trods, godkende hvad de har lavet her. Og det er især pga. åbningsnummeret Zero. Det primale og aggressive brøl hun åbner med giver kuldegysninger og det nummer burde sætte standarden for resten af pladen, for det er tungt, groovy og overbevisende og endnu en gang må jeg sætte en stor fed streg under Justin Kiers åbenlyse talenter, han får virkelig lov til at vise hvorfor han er kommet ind i varmen hos en kvinde der ellers en gang i mellem kan forekomme en tand misandrisk anlagt. Så selvom der mangler en Atom to Adam, Crooked Spoons eller Filthee, er der stadig rigtig mange lyspunkter på albummet, som man snildt kan fordybe sig i, hvad enten man er til det ene, eller det andet…