Sounds good, doesn’t work

Musik og politik er gamle venner, og sammenføjningen har kastet tidløse hymner af sig i årenes løb. Enkelte af disse har mange år på bagen, men er stadig skræmmende relevante, og ser man sig lidt omkring, er der rigelig basis for at skrive nye.  Vi lever i en del af verden, hvor vi, ganske frit, kan udtale os kritisk om magthaverne og deres gøren og laden, uden at frygte for hverken vores egen, eller vores familiers sikkerhed; men det er ikke ensbetydende med, man bør gøre det uden at tænke sig om, før man åbner munden. Når man ud til så mange mennesker, og de tager dine ord for gode varer, så har du eddersparkeme at tænke dig om inden du præsenterer kritikken og den åbenlyse ironi i Oteps seneste album er tilsyneladende gået henover hovedet på frk. Shamaya og co. De fejler eklatant i sine forsøg på tage stik hjem på udskamningen af fascister, nazister, kapitalister, (voldtægts-)mænd, politiet og manden med de mange ansigter – der alle er orange: Selveste Donald Trump.

I know words, I have the best words

Det falder mig umådelig svært at vide, hvor fanden jeg skal starte. Efter at have lyttet Kult 45 igennem var jeg mundlam, selv om alle, der kender Otep, ved hvad de får. Nu-metal med lidt hip-hop attitude, en aggressiv og erklæret lesbisk forsanger med en knyttet næve i luften. En harmdirrende stemme for dem, der ikke selv kan åbne munden og sige stop. Der er intet nyt under solen der, og jeg sætter stor pris på, at der findes musikere derude, som ikke lever i deres egen lille fantasiverden, men rent faktisk bruger deres offentlige taletid på at belyse vigtige emner. Men så stopper legen også. For Otep bruger deres platform på at lyde præcis så bøvede som deres orange nemesis.

Musikalsk bevæger vi os tilsyneladende bagud i tiden i takt med de rettigheder, hun efterlyser. Der er skruet op for den primitive nu-metal og ned for alt det, der gjorde dem unikke. Inspirationen er tydeligvis hentet hos Rage Against The Machine – hele vejen rundt. Men på det eksplosive nummer ”Halt Right”, har de direkte hugget plantegningen fra ”Bullet In The Head”, og resultatet bliver ikke andet end en tynd kopi. Deres cover af ”Wake Up” af samme band mangler det bid, originalen har, og jeg krummer tæer over resultatet. Lyrisk er vi ude i noget, der basalt set kunne være usammenhængende tweets. De er ALLE I CAPS, og en eller anden har ment, det var en skidegod idé at udskifte en række bogstaver med numrene 1, 4 og 5 – hvor de to sidstnævnte naturligvis refererer tilbage til deres nuværende præsident. Det hele er sovset ind i retfærdig harme, men desværre går opråbet tabt i primitiv retorik, konstante referencer til frontkvindens seksualitet og en selvhævdende fremturenhed, der beskæmmer deres humanitære budskab.

You’re fired 

Jeg holder stadig på, at Otep har noget at byde på. Jeg elsker hendes ordspil – ”Cross Contamination” og ”Trigger Warning” er glimrende eksempler på, at hun har en god forståelse for, hvordan man bruger sproget kreativt, men i sidste ende bliver det en voldsomt udmattende omgang. Det er et ultra-amerikansk angreb på problemer, der er meget amerikanske, og selv de globale problemer, hun peger på, bliver lige kørt igennem hendes harme-filter.  Resultatet er en plade, der er lige så let at affeje, som dem, der står modsat hende rent politisk. Ingen af de vanvittigt dygtige musikere, hun har til rådighed, kommer på noget tidspunkt til deres ret. Ingen af hendes pointer rammer, og hun har valgt sin normalt formidable vokal fra til fordel for et dårligt flow og en giftig pseudo-maskulin fremtoning. Èt mindeværdigt brøl bliver det til i sumpen af uigennemtænkte udbrud. Måske er ligheden mellem en forvirret pensionist med adgang til sociale medier og teksterne tiltænkt, men det falder desværre igennem med et brag. Lad denne plade blive glemt, og lyt i stedet til Tom Paxton, Rolling Stones, RATM, SOAD eller alle de andre derude, der har bedre held med at påpege kejserens bare røv.