Nye ødelæggelser?
Hvis du ikke er til oldschool thrash, bør du allerede nu overveje at finde tilbageknappen i din browser, for her skal det handle om de tyske thrashveteraner Destruction og deres 17. studiealbum, Birth Of Malice. Ført an af bassist og forsanger Schmier har gruppen her i det 21. århundrede udsendt en lind strøm af solide thrashalbummer med et bemærkelsesværdigt højt bundniveau. I løbet af 2024 udsendte tyskerne et par EP’er med numre fra det, dengang, kommende album, så en del af sangene på Birth har vi altså kunnet høre i lang tid. EP’erne afslørede, at der intet nyt var at melde fra Destruction-fronten, så det er vel oplagt at formode, at det også er tilfældet for albummet som helhed?
Genbrug, melodi og professionalisme
Birth Of Malice består groft sagt af to slags numre. Der er en lille håndfuld klassiske thrashsange, men albummet fortsætter hovedsageligt stilen fra de sidste mange udgivelser med masser af indflydelse fra den traditionelle heavy metal. “Cyber Warfare” tilhører flertallet af sange, der er mere speedmetal end thrash, og er ellers endnu en variation af gamle mænd, der klager over nutidens dårskab. Der er masser af groove og catchiness i skæringer som “God Of Gore” og “A.N.G.S.T.”, hvor især sidstnævnte er som snydt ud af næsen på den moderne udgave af Judas Priest. “Greed”, hvor Schmier endelig er alvorligt ond i sulet, ville have været et perfekt afslutningsnummer, især fordi vi så kunne forbigå det kiksede Accept-cover ”Fast As A Shark”, der slutter albummet af.
Heldigvis er der også sange som ”Destruction”, der leder tankerne hen på de klassiske thrashtider i 80’erne. Her får vi udover effektive thrashriffs et nostalgisk tilbageblik på dengang, det hele startede. ’We are the outcasts – the misfits, the ones who do not belong‘, råber Schmier, og det er en følelse, man nemt kan genkalde sig som thrashfan fra en københavnerforstad i midtfirserne. Nostalgien får så lige et ekstra nyk med gentagen brug af klassiske Destruction-sangtitler i teksten. ”No Kings – No Masters” og “Scumbag Human Race” er med til at understrege, at Destruction nu engang befinder sig bedst i det velkendte thrashterritorie. Budskabet om at tænke selv og ikke lade sig styre af autoriteter er mere af den klassiske thrashtematik, men det er nu ikke mindre aktuelt nu, end det var i 80’erne.
Uanset hvilken kategori sangene hører til, er de alle, heldigvis, korte og effektive, hvor intet trækkes i langdrag – hvilket man jo har kunnet skrive om stort set alle Destruction-udgivelser siden altid. Problemet med tilnærmelserne mod den traditionelle metal er dog stadigvæk, at Schmier vokalmæsssigt jo ikke ligefrem er den tyske udgave af Rob Halford. De to ’nye’ guitarister, Damir Eskic og Martin Furia, leverer overalt teknisk fint udførte soloer, selvom det nu aldrig er det, Destruction har handlet om.
Man savner ægte ødelæggelse
Produktionen på Birth Of Malice er ret moderne, det hele er solidt og vellavet, og Destruction har vel aldrig spillet mere kompetent. Men dels savner man den rå og upolerede ødelæggelse, gruppen var kendt for, og dels mangler der altså lige de to-tre virkelig gode numre, der kunne løfte det hele op til et højere niveau. Tyskernes 17. udgivelse er fyldt med gode, men ikke rigtigt gode riffs, og så må Schmier & co. nøjes med et 6-tal for den solide, men også både lidt uopfindsomme og ret rutineprægede præstation.
