Hvad vi spiller? Jamen, lidt af det hele!
Jeg er helt vild med Original Fires pressemeddelelse! Foruden de imponerende beskrivelser af hvert bandmedlem – f.eks. skrives der om guitarist Nikolaj Christensen, at han ”varetager både de insisterende rytmiske guitarriffs og de skamløse soloer, som både er over the top og lige tilpas” – så definerer de selv musikken som en blanding imellem Judas Priest, Pantera, The Cult og Anthrax tilsat elementer fra svensk melodisk metal, fransk brutalitet (hvad der så end helt præcist menes med det) og amerikansk groove, hvilket burde give en både velkendt og overraskende unik sound!? Det lyder alligevel som noget af en sprudlende mundfuld, hvor smagsløgene får noget at leve af! Hvis det altså lige præcis var den blanding, som de selv beskrev, men så omfavnende er det dog ikke. Faktum er, at det her ikke er helt så unikt, som det så flot er præsenteret på skrift, men det gør bestemt ikke resultatet mindre interessant. Faktisk så har vi at gøre med nogle gutter, som bestemt har flair for at skrive nogle velfungerende numre, men det er altså ikke den dybeste tallerken, som bliver opfundet trods alt.
Solidt håndværk
Musikalsk kan det vel bedst beskrives som heavy rock, hvor man har valgt at fokusere på at skrive ’den gode sang’ med få virkemidler og med fokus på det, som rent faktisk fungerer efter hensigten, hvilket bestemt ikke er en dårlig egenskab at have. Dette udgangspunkt gør, at vi her får fire numre, der alle byder lytteren op til dans med en blanding af solide riffs, en dreven rytmesektion og en ganske gedigen vokal. Anders Jacobsens stemme er tilpas rå, men samtidig fuld af kraft, hvilket er med til at give Original Fire mere kant. Visse steder lyder han nærmest som Rolf Kasparek fra Running Wild. Åbningsnummeret ”The Great Revolution” udmærker sig ved at køre frem med god energi samt en virkelig fin guitarsolo fra Nikolaj. Main riffet i ”No Way Out” læner sig lidt op ad Megadeths “Angry Again” fra Last Action Hero-soundtracket, og bassen får også lov til at vise sig lidt frem i mellemstykket. ”King Killer” svinger godt med galop-rytme og lyder lettere inspireret af Hammerfall og en kende Savatage. Endnu en gang får vi en mindeværdig guitarsolo. Afslutteren ”Dead Dictators” forsøger sig med en mere aggressiv side, dog stadig tilsat melodisk omkvæd. Sangen kommer desværre aldrig for alvor helt op på den høje klinge, men igen får man et lille smil på læben, da Nikolaj på ny kaster en veltilrettelagt solo ind i kampen.
Velduftende tobak i piben
Det er måske ikke den mest originale tobak, gutterne putter i majspiben, men den dufter godt af noget genkendeligt og hyggeligt, og så længe kvaliteten er god, kan man sagtens nyde resultatet af deres bestræbelser. Sangskrivningen er bygget på klassiske formler, de kan deres kram på instrumenterne, og man vipper også med foden flere steder undervejs. De viser flere sider af deres heavy rock på de fire sange, og selvom nogle virker bedre end andre, så giver det en tilpas variation og et godt flow. Jeg mangler personligt lidt mere fra den hylde, hvor man virkelig rives med og får lyst til at kaste næven i vejret med en fadøl i den anden hånd, og her tænker jeg, omkvædene kunne gøre noget af forskellen. Ingen tvivl om, at de virker rigtig fint og som tidligere nævnt, at Anders kan bruge sin stemme, men den lidt storladne indgangsvinkel hiver noget ud af intensiteten. Lidt mere fra den ’farlige’ krydderiblanding og en dråbe mere rockattitude, så kommer vi helt derud, hvor man for alvor kan mærke nerven i rygsøjlen. Men ikke desto mindre leverer Original Fire varen med sans for det virksomme, og så ender det jo med at være en smagssag. De har under alle omstændigheder udgivet en habil ep, som de fleste tilhængere af heavy rock med moderne kant burde tjekke ud.
Lyt til Isolation Sessions her
