Lettere forsinket
Original Fire er en relativt ny spiller i den danske undergrund: Bandet blev dannet i 2018, tog navneskifte fra The Fall i 2019, og nu er de altså klar med debutudgivelsen Drones of Prey. Faktisk var udgivelsen planlagt til november sidste år, men det ene kom i vejen for det andet, og pludselig stod vi i en kæmpe pandemi. Derfor blev datoen skubbet, og nu er Original Fire klar til at tage kampen op.
Lige over midten
Lad os slå én ting fast med det samme: Original Fire elsker heavy metal – gerne med et tvist af blæret hardrock. Dét beviser de til fulde på den tre numre lange (eller korte) ep Drones of Prey. Det generelle lydbillede skriger af klassiske metalhelte såsom Judas Priest og Dio, og særligt guitarsporet bidrager med hård rock og indimellem noget, der minder om Gojira. Spændende blanding.
Ep’en skydes i gang med titelnummeret ”Drones of Prey”, og allerede her viser Original Fire nogle styrker og svagheder, der præger hele pladen. På den ene side er guitarriffet dejligt hårdtslående, attituden helt på plads og de melodiske elementer rigtig fine. Faktisk er guitarspillet på denne ep noget af det mest interessante, vi har haft igennem Detektoren i lang tid. På den anden side er vokalen temmelig gennemsnitlig, trommer såvel som bas gør ikke stort væsen af sig, og kompositionen virker en anelse ufokuseret.
Det samme gør sig i store træk gældende på ”The Return” og ”The End”. Førstnævnte har et virkelig godt groove og byder på spændende guitararbejde, men resten af bandet kan ikke rigtig følge med. De fremstår for anonyme. Dét resulterer i et nummer, der bestemt er værd at lytte til, men som ikke efterlader noget varigt indtryk. På ”The End” nærmer vi os en klassisk heavy metal-ballade med storslået tekst og en melodi, der er ganske fængende. Sangen har – som de to andre – masser af kvaliteter, og den fungerer egentlig fint, men den helt store åbenbaring er det ikke.
Original Fire kan sagtens skrive sange, og de kan sagtens spille musik, men de mangler noget finesse – og de mangler noget kapow, der virkelig kan overraske lytteren. Indtil nu er det eneste, der har imponeret denne anmelder, guitarist Nikolaj Christensen. Kommer resten af bandet op på samme niveau, er der dog masser af potentiale. For nu lander kvartetten på en karakter lige over midten – og det er jo ikke så ringe for en første udgivelse.
