Orchid puster nyt liv i gammeldags rock

Amerika ist wunderbar, i hvert fald hvis det kommer til ny god rock. Dette gælder specielt Orchid fra San Fransisco. De blev dannet så sent som i 2007, og har siden da triumferet i hele verdenen. De har nu andet album på gaden, og man forstår godt deres positive omtale.

Albummet starter hårdt ud på "Mouths Of Madness", hvor det første iørefaldende er det rigtig gode riff. Kort efter kommer den kraftfulde, lidt skingre stemme, som virker godt, og giver musikken lidt intensitet. Nummeret indeholder både stille, tunge og selvfølgelig de hurtige passager, og man skulle næsten tro det ville blive forvirrende. Men næ nej, det slipper de rigtig godt fra! Desuden er der også en guitarsolo som er ganske god. Næste nummer, "Marching Dogs Of War" starter også med et ganske godt riff. Tempoet er sat lidt ned, men til gengæld er dette nummer mere lyttervenligt, og man sidder nærmest og nynner med. Sangen er mere typisk opbygget end den første, men virker mindst lige så godt. Trommerne er simple, men solide, og giver sangen dens gode rytme. Udover guitarsoloen er der også en harmonikasolo, hvilket er ret sejt. Tredje nummer, "Silent One", er mere stille og ret langsomt. Det betyder dog ikke at kvaliteten er faldet, men det minder mere om Black Sabbath end noget andet på albummet. Lidt over halvejs inde i nummeret kommer der en kraftpræstation fra guitar og trommer, hvilket de slipper ganske godt fra. Selvom nummeret er noget anderledes i forhold til de to første, passer vokalen stadig godt ind. Resten af albummet foregår lidt hurtigere. Melodien er generelt meget groovy, og det er nemt at synge med. Langt de fleste har hurtige passager, hvor vi også finder guitarsoloen. Der er dog stadig nogle hurtige numre, såsom "Wizards Of War". Riffsne er generelt i topklasse, og løfter hele albummet flere kranier. Det, sammen med den unikke vokal, er hvad gør albummet så godt som det er. Det sidste nummer, "See You On The Other Side", er et af de hurtigere og med en mere glad fornemmelse. Her brillerer trommerne, men guitaren er også rigtig godt med. Nummeret virker godt som afrunder, da man hverken får for meget eller for lidt. Tempoet er helt tilpas, og man står ikke tilbage med en følelse af at mangle noget. Det er sjældent man ser et band slippe så godt fra at lave noget så gammeldags. Musikken læner sig meget op at de gamle giganter, såsom Black Sabbath, men Orchid formår at gøre det spændende og nyt alligevel. Albummets riffs er i topklasse, og sammen med engagerede musikere, en god vokal og et tempo hvor alle kan være med, brillierer Orchid. Jeg vil varmt anbefale Mouths Of Madness uanset hvilke undergenrer du synes om.

Selv deres musikvideoer ligner noget fra Sabbaths storhedstid.