Man behøver ikke kørekort for at køre sig selv i en god position

Da Orbit Culture blev dannet i 2013, var det nok mere en hobby for kvartetten, som på daværende tidspunkt ikke havde ét eneste medlem, der var myndigt til at køre sin egen Saab på de svenske landeveje. I 16 forlod guitarist Maximilian Zinsmeister bandet for at fokusere på sine studier, og det samme gjorde to yderligere medlemmer senere i 16 og 19. Tilbage står bandet, som vi kender det nu, bestående af Niklas Karlsson på vokal og rytmeguitar, Richard Hansson på lead guitar, Fredrik Lennartson på bas og Christopher Wallerstedt på trommer. Til trods for at gutterne stadig er unge, får Saaben maksimum bundpedal, og man må sige, at det er gået stærkt fremad de sidste par år. Siden udgivelsen af Nija i 2020 er bandets popularitet vokset, og i øjeblikket varmer de op for selveste Trivium på deres internationale turné. Ikke værst for en gruppe med en lang fremtid foran dem. Jeg var derfor spændt på at dykke ned i Descent og kan da heldigvis afsløre, at albummet langt hen ad vejen gør mange ting rigtigt.

Dualisme i en dykkergrotte

Ordet ”dykke” i min indledning er ikke helt tilfældigt valgt. For både Descents lyd og koncept føles som at blive hejst ned i en mørklagt grotte et sted syd for ækvator. Efter en kort instrumentalåbning adresserer nummeret ”Black Mountain” øjeblikkeligt dette, og fortæller om rejsen i at finde sig selv og bekæmpe de udfordringer, som livet lægger foran en. Opbygningen er ganske klassisk bestående af et aggressivt vers kombineret med et melodisk omkvæd bygget på korte effektive riffs, men nummerets atmosfære giver det alligevel en unik følelse. Det efterfølgende nummer ”From the Inside” er af mere simpel struktur og inkorporerer en god mængde metalcore, både i form af breakdowns i versene, og vokalt ved brugen af en ren skrigende vokal. Andre numre i samme stil, som ”Sorrower” og ”Through Time”, gør albummet mere lyttervenligt end forgængeren Nija, og Orbit Culture har også tidligere meldt ud, at formålet med Descent er at skabe numre, der egner sig godt til bl.a. liveoptrædener.

Albummet er i høj grad en eksistens af dualisme, bestående af det melodiske og eksperimenterende metal fra deres EP, Shaman, samt aggressiviteten og thrashmetallen, som Nija bød på. Skiftet fra nummer til nummer er til tider som en kløft, der spænder for vidt til, at man kan komme over uden en hængebro eller korrekt udstyr. På den ene side vinker bandet til dig udklædt som Parkway Drive, og på den anden side bydes du velkommen af At the Gates. Hvis denne sætning får dig i stødet, kan du glæde dig til en adrenalinpumpende rejse højt i bjergene. Hvis ikke så falder du sikkert i grotten nedenunder. Men bare rolig, det kan være, at du får en ven i form af produktionen dernede (da den til tider også lyder en smule mudret og druknet).

Descent fungerer langt hen ad vejen, men mange af numrene fortjener dog ikke en længde på mere end fem minutter per stk. Der er simpelthen for mange repetitioner og for få riffs til den samlede spilletid, og her føles simpliciteten for alvor. ”Undercity” og ”From the Inside” er de to værste syndere, og trods de begge fortjener en plads på pladen, skulle de blot have haft en brøkdel af den givne tid. Til trods for at Niklas Karlsson både kan growle og synge, mangler der desuden lidt bid i hans clean vocal, når den skal være yderst aggressiv såsom i ”Undercity”. Det lyder langt hen ad vejen som en hyldest til et bæst, men desværre fra indersiden af gabet.

Endnu et skridt på rejsen

Selvom vi ikke helt rammer niveauet, som Nija præsenterede, er Descent en yderst værdig opfølger. Orbit Culture er stadig et ungt band, og det bliver spændende at se, om dette album bliver springbrættet til en mere melodisk rejse, eller om det blot er slutresultatet af et par års eksperimenterende leg udsprunget fra deres EP, Shaman. Den semidårlige produktion og et par oversimplificerede led trækker en smule ned, men samlet set er albummet næsten alt, en Orbit Culture-fan kunne ønske.