At skulle anmelde et sådant varieret og facetrigt værk er en anmelders mareridt. Man er næsten dømt til at misse op til flere detaljer med en plade så adspredende som denne. Skulle man bare opsummere det i en grov skitse ville jeg sige dødsmetal, prog rock og en god sjat folk indover, men så nemt er det bare ikke. At skulle forklare den intetanende om dette mesterværk, uden at have hørt det, hører til en nær umulighed.

Bare en sang som åbneren "Ghost of Perdition" indeholder allerede alle førnævnte elementer uden at det giver en nøjagtig beskrivelse af de mangfoldige stemninger og følelser man har krammet ind i de små ti minutter. Især den utroligt delikate spænding mellem de aggressive elementer og de skrøbelige små rolige akustiske passager er nærmest ufatteligt, hvis man da ikke lige selv havde været vidne til det. Hvad der i teorien ikke burde virke sammen, får bandet til at se legende let ud. Man kan også godt høre, at bandet har haft en trang til at lukke svinet ud på denne plade, hvilket giver mening når man tænker på bandets utroligt stille sidste plade, "Damnation". Desuden har tilgangen af en ny keyboarder, i skikkelse af Per Wiberg, gjort en del for at få de sidste atmosfæriske elementer mere på plads end nogensinde før. Manden er bevis på, at keyboards i metal godt kan være andet end sukkersød klæbrige lydflader som 80 procent ellers har det.
En sang som "Beneath The Mire" minder mig en del om noget Amorphis kunne have lavet på deres "Elegy" skive. En ting jeg vil tilskrive de fantastiske guitarmelodier og det førnævnte atmosfæriske keyboard. "Atonement" er derimod det mest rendyrkede nummer hvad angår referencer; svævende og eksotisk som en glemt Led Zeppelin sang fra deres senhalvfjerdser periode. "Reverie/Harlequin Forest" er igen spækket med indflydelser fra den britiske Prog Rock, men enhver glad hippie stemning bliver med det samme excorseret af mester Åkefeldts brutale dødsstemme, en stemme jeg ikke har hørt lige siden Dave Vincents (Morbid Angel) velmagtsdage. Morbid Angel er også det band der springer en i tanken når Opeth ligger løs i de brutale dele. Det kraftfulde trommespil fra Martin Lopez, kombineret med de tunge riffs, har ikke været bedre siden "Domination" fra 1995. "Hours of Wealth" derimod er stilheden før stormen med dens melankolske lukketids stemning, der minder en om regnfulde ensomme dage.

Men stormen bryder så for alvor løs på albummets absolutte mesterværk i form af "The Grand Conjuration", der river en emotionelt op og ned i dens mægtige malstrøm af ren lidenskab. Denne sang er simpelthen det bedste bandet nogensinde har præsteret; dystert, melankolsk og frem for alt en drivende power man skal lede længe efter i den med trivialitet oversvømmede metalmængde. Pladens udsmider, "Isolation Years", ser jeg derimod som rulleteksterne for dette mægtige opus, stille og sørgmodigt lukker den af, indtil man igen knalder skiven på.

"Ghost Reveries" er for mig ikke mindre end endnu et mesterværk fra de unikke svenskere, der her beviser at man godt kan lave udfordrende, teknisk og progressiv musik, uden at man falder i søvn inden for de første to minutter.