Jeg håber, der er en skjult joke

Jeg skal ikke kunne sige, om der ligger en dyb mening bag dette bandnavn, men jeg tvivler, så her kommer det: Onion Club Disaster. Ja, Onion Club Disaster. Der er efterhånden mange sære navne i den danske undergrund (host, Pudsige Herrer og Farlige Typer I Modlys), men dette er da alligevel noget… særligt.

Den jyske løgklub blev dannet sidste år, består af tre gutter med forskellig musikalsk baggrund og er efter eget udsagn en slags legeplads, hvor trioen kan eksperimentere med både genre, lyd og stil. Dét har nu resulteret i debut-ep’en If You Want Something Done Right… med fem numre fordelt over små tyve minutter.

Grunge, hardrock, funk og blues – lidt af hvert

Bandet gør alt selv – og det kan man godt høre. If You Want Something Done Right… er nemlig ikke en knivskarp, velpoleret og skinnende ep, men det gør faktisk ikke noget. Det rå og ærlige udtryk klæder bandet, og i det hele taget er gruppen sluppet af sted med en tilforladelig hjemmeproduktion. En gang imellem kunne vokalen stå klarere, længere fremme i lydbilledet, og stedvis savner jeg lidt bund i guitaren, men for et nystartet band, der stadig befinder sig i undergrunden, er det bestemt acceptabelt.

Ep’en skydes i gang med ”The Devildance” – et fint nummer, der sammen med ”Simpleminded” står som pladens stærkeste. Bassen er tyk, vokalen rå, og kompositionen har en fin udvikling, der kulminerer med både guitarsolo, en slags breakdown og leg på trommerne. Skæringen er temmelig stemningsfuld og har elementer af 90’ernes grunge, 00’ernes alternative metal og lidt sporadisk hardrock; det er ikke et dårligt udgangspunkt. Faktisk minder omkvædet mig om en mildere version af gode gamle SOiL.

På ”Kisses and Pain” kan man mærke inspiration fra funkgenren, og blandet med hardrock fungerer det egentlig udmærket. Desværre viser en af løgklubbens svagheder sig også i dette nummer: Vokalen er simpelthen ikke ret stærk. Dét problem bliver blot tydeligere på de to efterfølgende numre, det middelmådige ”Can’t Explain” og det stillestående ”Children of the New World” (der dog har en smagfuld guitarsolo). Begge sange har bestemt dele, der fungerer, men som helhed mangler de fremdrift, og når vokalen ikke akkompagneres af forvrænget guitar, afsløres den som utrænet og uden pondus. Vokalen er kun overbevisende i de rå, let råbende passager, desværre.

Heldigvis går det bedre på afslutningsnummeret ”Simpleminded”. Bandet vender tilbage til hardrocken – med hints af både funk og blues – og det er i dette leje, at Onion Club Disaster klarer sig bedst. Der må gerne skejes lidt ud, komme tempo og distortion på – og ikke mindst lidt attitude, så værket ikke går i stå. Dét gør pladen desværre lidt for meget i midtersektionen.

Tjek ep'en ud på Bandcamp lige her!