Progressiv aggression... af høj klasse! 

Så er det blevet tid, at Steve Smyth ( tidligere guitarist i Nevermore, Testament, Forbidden mfl) udgiver det andet album med hans band One Machine. Debutskiven The Distortion Of Truth And The Overdriven Truth var en rigtig fin skive, og danske Mikkel Sandager (ex-Mercenary) gjorde en god figur på vokalen, men One Machine har på alle måder taget et skridt op af stigen med den nye skive.

Det første, der slår mig, er, at de med den nye sanger Chris Hawkins har fået fingrene i en ægte guldklump. Chris er, for mig og for sikkert de fleste, et helt og aldeles ubeskrevet blad. Han kommer fra det engelske progressive band Endeavour, som kun har en eneste ep på samvittigheden. Men her på One Machine`s skive skal jeg love for, at han viser sine talenter frem. Hans vokal er simpelthen super sprød; fra glassplintrende højder a la Alan Tecchio (Watchtower/Hades) over en aggressiv omgang Ripper Owens-lignende Vokal. Også den aggressive thrashvokal magter han. Vokalen er på godt dansk simpelthen fremragende!

Musisk er The Final Cull ikke så meget anderledes end på debutskiven, men der er skruet op for aggressionerne, og den virker væsentligt mere Thrashet, hvilket i mine ører klæder bandet rigtigt fint. Der sendes masser af fede, fængende riffs afsted, og der skiftes ubesværet og flydende mellem dieseltunge dele og Forbidden-inspireret thrash. Produktionen er også et punkt, hvor jeg synes, bandet har taget et stort skridt frem. Hvor debutskiven ”led” af en meget moderne og strømlinet lyd, syntes jeg de har fået en meget bedre og frem for alt mere organisk produktion på The Final Cull. Guitarlyden er lige lidt mere diskant og thrashet, hvilket i denne anmelders ører er super lækkert.

En må jo konkludere at...

...Steve Smyth har virkelig ramt plet med denne skive! Der er simpelthen så meget at komme efter, hvis man kunne lide den første skive, eller hvis ens hjerte banker for thrash metal i stil med Forbidden, nyere Testament og lignende. Normalt er denne anmelder ikke særlig begejstret for moderne thrash metal, men med en så fed sanger og så ferm en riffsmed ombord, går tingene op i en højere enhed, og det bliver et samlet værk, hvor man ikke keder sig i et sekund. Den måske bedste moderne thrash skive, som jeg har lagt ører til i de sidste par år?