Nordens stolthed

Ondt Blod er et hardcore band fra det kolde nord i Norge. Natur er det andet album, de udgiver, hvor debuten udkom tilbage i 2016. Bandet har opnået en rimelig solid omtale, og deres karriere ser da også ud til at bevæge sig i den rigtige retning. Deres første album, Finnmark, høstede generelt en masse gode anmeldelser og sikrede dem blandt andet en plads på daværende års Roskilde Festival, Spellemannsprisen (der svarer til den norske grammy) samt titlen “Nordens stolthed” i flere norske medier. Derfor siger det sig selv, at de har noget at leve op til med den nye skive, Natur.

Vrede, melodiøsitet og pop-punk

“Nordens stolthed” må siges at være noget af en titel at få i den norske metalkultur, særligt når man tager den indflydelsesrige anden bølge af black metal med i beregningerne, for Norge har sgu haft en del at byde på gennem tiden! Men nu er det altså heller ikke en simpel gentagelse af starthalvfemsernes ondskabsfulde formel på heavy-musik, som vi ser her. Ondt Blod søger med denne udgivelse mod mere kommercielle territorier og inkorporerer da også elementer fra både metalcore og pop-punk. Bandet har dog lidt bedre tekniske evner og musikalsk kreativitet end mange af de nyere bands i sidstnævnte genre. Ja, Ondt Blod kommer sgu kraftigt omkring i det musikalske spektrum, hvor de kombinerer aggressivitet med melodi og fængende omkvæd.

De vrede riffs er der dog langt i mellem, så hvis man er fan af de hårdere metalgenrer, kan man godt blive lidt skuffet, når sangene når de mere radiovenlige omkvæd.Dette høres eksempelvis i åbnings- og titelsangen, “Natur”, som starter pladen fedt ud med halsflænsende vokal og distorted guitar, som derefter leder over i et mere catchy omkvæd. De catchy omkvæd er dog rimeligt velskrevne, hvilket også høres i den næste sang, “Andre liv”, som må siges at have en del hitpotentiale i sig. “Når Sirenan Dør” er et andet rigtigt fedt nummer, hvor guitarerne står i flot kontrast til hinanden. Dette høres, da den ene holder sig til en mere staccato spillestil, hvor den anden leverer et fint melodisk lag henover. Dette kan lede tankerne hen på den melodiske punk fra eksempelvis Rise Against.

Lettere forudsigeligt, men stadig fornuftigt

Det er generelt en rigtig fed plade, som ingen nordiske fans af hardcore, pop-punk eller metalcore bør snyde sig selv for. På trods af blandingen af genrer virker det dog ikke påtvunget, men meget naturligt og ægte. Sangene er korte og spilder heller ikke tiden, men er til gengæld en smule ens sammensat og dermed lettere forudsigelige.