Den enes død, den andens brød
Engelske Obeyer er kravlet op af den store metalcorebrønd og blev i september 2024 signet på Peripherys label, 3DOT Recordings. Under tre måneder efter smed de deres debutalbum, Chemical Well, på gaden. Så det er et band, der med flyvende fart har fået sus under vingerne. Og dog. For bandet har faktisk været aktive før, bare under et andet navn: Lay Siege. Her er det gået knap så stærkt, da de i den konstellation fra 2010 til 2024 kun har udgivet en ep og et album. De fire gutter fra Northampton har altså valgt at lægge deres gamle band i graven og genopstå som Obeyer. Og det var et godt valg! Ikke blot fordi Obeyer både lyder sejere og ligger bedre på tungen end Lay Siege. Men hovedsageligt, fordi bandet rent musikalsk lyder meget bedre under deres nye navn. Ligeledes så er produktionsniveauet på Chemical Well klart skarpere end på deres udspil, da de hed Lay Siege. Men stilen er stadig den samme, og ifølge Obeyer selv så er de et metalcoreband, der drager inspiration fra genren. De siger samtidig, at de vil sørge for at føje noget nyt og spændende hertil. Spørgsmålet er så, om de nu også gør det.
Velkendt kemi på gamle flasker
Helt grundlæggende er der i hvert fald klassiske metalcoreelementer gennem de 10 numre, skiven rummer. Der er melodiske riffs, tunge breakdowns, og det obligatoriske ’blegh’ bliver da også brugt i ny og næ. Vi bliver heller ikke snydt for den gamle opskrift med råben i verset og clean vokal i omkvædet på numrene ”Radiant” og ”Brand New Damage”. I numrene ”All Sullen”, ”Immaculate” og ”Dripfed” er vokalen dog mere konsekvent gennem numrene ovre i det rå, brutale og råbende. Undertegnede får en smule deathcorefornemmelse ved disse numre. Ikke fordi musikken er voldsommere, eller der kører blastbeats, så man får ondt i både øre og fødder. Men netop på grund af den brutale vokal, som forsanger Carl Brown leverer. Desværre så bliver Browns vokal lidt ensformig i længden. Det er, som om der kun er to strenge at spille på, og mest den råbende af slagsen er i fokus gennem pladen.
Når det så er sagt, så er der faktisk nogle gode og solide numre på pladen. Man bliver som lytter hurtigt smurt ind i bandets kemiske sammensætning, selv om det er hevet direkte op af metalcorebrønden. De er velspillende, og numrene har god variation med forskellige dele af hårde, stille, melodiske og tunge stykker, der spiller rigtig godt sammen som helhed. Hvilket gør, at man er klar på at høre mere og ikke udtrættes gennem albummet, hvis man ser bort fra ovenstående ensformige vokalpræstation. Sangene har et fedt groove, og det er svært ikke at nikke med nakken pladen igennem. Der er også passager på flere af numrene, hvor der helt blidt spilles piano. Dette er i kontrast til de eksplosive og rå elementer i numrene, hvilket fungerer rigtig godt og samtidig tilfører en skrøbelighed, der klæder Obeyers lydbillede.
En lydbrønd uden ny kemisk formel
Først og fremmest så er Chemical Well et solidt og velskrevet debutalbum. Bandet trækker forskellige elementer ind fra både deathcore og djent, men det bidrager ikke til, at albummet bliver banebrydende eller er ekstraordinært spændende. For at få mere vind i sejlene i en genre, der i forvejen er godt mættet af bands, tænker jeg, at Obeyer skal være mere eksperimenterende. De skal tænke endnu mere ud af boksen – eller brønden, om man vil. Deres bud på metalcoreriffs kombineret med en brutal deathcoreagtig vokal fungerer fint; der skal bare lidt mere nytænkning til, før de kommer helt ud over stepperne. Ligeledes lykkes de med deres skrøbelige islæt, de får skabt på enkelte af numrene. Hvilket de godt må udvide og dyrke endnu mere på kommende udgivelser i samspil med deres tunge og brutale lydbillede. Men ligefrem at føje noget helt nyt og spændende til metalcoregenren som proklameret, det formår de ikke at opfylde på dette udspil.