Mølzilla
Det canadiske postmetal-blackgaze-band startede tilbage i 2011, og udgav i 2016 deres debut, Home, som mest af alt skabte virak pga. dets grumme cover med et obduktionsbillede af en lille pige, der bestemt ikke forlod denne verden på nogen rar måde. Nu er deres andet album, den svære toer, udkommet, og det er tydeligt, at bandet fortsat ynder at bevæge sig i grænselandet mellem skønhed og grusomhed, lys og mørke. Rent musikalsk minder de en hel del om danske MØL eller amerikanske Deafheaven, men musikken har også en hel del groove og djent over sig, så man kommer hurtigt til at tænke på bands som franske Gojira. En lidt usædvanlig blanding, men hold fast på både rullekrave og baret, for det virker!
To trve or not to trve?
Jeg er kæmpe fan af den måde moderne bands har erobret black metal på. En genre, der oprindeligt var ekstremt esoterisk, og bestemt ikke ville lege med de andre børn. Men de andre børn har vist sig at være totalt ligeglade med, hvad en flok forstokkede bjergtrolde har ment, og har igennem de sidste par år transformeret black metal til en åben legeplads, hvor alle inputs er mere end velkomne. Numenorean har dog valgt at være tilpas ”trve kvlt” i forhold til deres navn, der på bedste norske facon stammer fra Ringenes Herre. Númenor var det første store menneskerige, og númenorianerne de første store erobrere. Men deres jalousi og hybris blev deres endeligt, og hele deres land sank i havet, som var det Atlantis. De få overlevende måtte strejfe omkring på må og få, indtil Aragorn satte sig på tronen og beviste, at fortidens synder var glemte.
Ergo er historien om Númenor en historie om mørke, forræderi, hybris og ondskab – klassiske og nærmest stereotype blackmetal-emner. Men hvor disse emner måske oftere omhandler en lyst til at styrte samfundet, brænde kirker ned samt hidkalde Satan, bruger Numenorean disse emner til at kigge indad. Adore handler om personlige kriser, nedbrud og tab – ergo er albummet utroligt introvert, hvilket er klassisk i forhold til hele shoegaze-genren. Samtidigt formår de med deres lyd at skabe et meget eksplosivt univers, der tager lytteren med på en heftig og emotionel rutsjetur. Albummet har vitterligt det hele. Det er som et overflødighedshorn af metal: der er skrig og skrål, clean singing, melodier, skæve taktarter, akustiske instrumenter, blastbeats, djent… Jeg kunne blive ved!
Alt i alt har bandet virkelig mange bolde i luften, og de formår, næsten, at jonglere helt fejlfrit rundt med dem alle. Der er enkelte svipsere hist og pist og numre, der ikke helt passer ind i flowet, fordi de måske kun varer halvandet minut eller virker, som om de burde have været en del af et af de andre numre. Her tænker jeg specifikt på numre som ”And Nothing Was the Same” og ”Ddhs”. Der er som sådan ikke noget i vejen med de to numre, men da de ikke er andet end ét minuts plimren, kan jeg ikke forstå, at de ikke bare er sat sammen med de numre, der efterfølger dem.
Men hvad så nu?
Til trods for nogle lidt underlige valg, er der nogle indiskutable smashhits på albummet, som går rent ind fra første sekund, og som er med til at ophøje albummet. Numre som ”Adore”, ”Coma”, ”Regret” og ”Portrait of Pieces” er alle mesterligt komponerede og formår virkeligt at indkapsle den ellers lidt diffuse genre ”postmetal-blackgaze”. Adore er blot bandets andet album, og allerede nu viser de så meget potentiale og så meget talent, at jeg kun kan sidde tilbage og være spændt på, hvilken bizar kanin de hiver op af hatten næste gang!
