Noveria - Risen

Risen

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Prog metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Spændende debut-udspil fra det italienske "Catastrophic Metal" band, Noveria! En ny stjerne på Power/Prog-Himlen?!

Italienske Noveria er én af de nyeste stjerner inden for Progressiv Power Metal. Bandet består af 5 ekstremt dygtige musikere, heriblandt de to DGM bandmedlemmer, Andrea Arcangeli og Amanuele Casali. Noveria ynder at kalde deres musik for "Catastrophic" Metal, men vi holder os til Progressiv Power Metal, selvom der er momenter hvor katastrofe rammer, på den gode, bombastiske og overvældende måde… Bandet er aktuelle med deres yderst vellykkede debutalbum, Risen.

Risen udkom den 9. Juni via italienske Scarlet Records. Albummet består af ni numre, der strækker sig over i alt 42 minutter, og er indspillet i VDM Studios i Rom, og mixed/mastered af producer og musiker Simone Mularoni (DGM, Empyrios), der også giver en guitarsolo på nummeret "Fallen From Grace". Albummet skydes i gang med den korte, atmosfæriske og opløftende intro, "The New Age", hvorefter Noveria sætter i gang med en brat opvågning; Nemlig med titelnummeret "Risen", hvor energi og tempo går hånd i hånd fra første sekund – og det er for fuld skrue! Præcise, markante trommer i friskt tempo, leveret af Omar Campitelli, er det første der falder i øre. Så er der Francesco Mattei, der mestrer guitarerne på perfektionistisk og fandenivoldsk vis; Super lækre soloer og passager, der har både virtuose-momenter og aggressive strejf. Bassist Andrea Arcangeli klarer sin rolle uden de store fremtrædende øjeblikke – her er vi ude i en behagelig bas, der er til for at give tyngde og bund. Jeg ville dog gerne have oplevet Arcangeli lidt mere skarp og fremhævet, for selvom vi oplever ham på f.eks. nummeret "Paralysis", så er det nærmere korrekt, at man "fornemmer" end "oplever" bassen, hvilket er lidt ærgerligt. Selvfølgelig får vi også keyboard toner, som det sig hører, inden for italiensk Power / Progressiv metal, når det er bedst. Her kommer de fra Emanuele Casali, der leverer baggrunds dramatik og leverer atmosfære til de fleste numre, på en rigtig raffineret måde – Casali er helt klart med til at fremhæve de "Catastrophic" øjeblikke på albummet, uden at der går orgelhelvede i den. Frank Corigliano mestrer den klassiske vokal, der er skarp - til tider skinger - og dog sprød, med god dybde og fylde. Corigliano's vokal er ganske alsidig, og matcher musikken super, i de forskellige musikalske scenarier. Nummeret "Downfall", som kan tjekkes ud nedenfor, er et ganske godt spejl af, hvad Noveria har at byde på – dog er der også tungere numre med endnu mere dybde, som f.eks. "Paralysis", "Ashes" og "Fear", som bestemt kan anbefales!

Risen tør siges at være et ganske godt debut udspil, og intet er overladt til tilfældighederne. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Noveria er et band, der består af yderst professionelle og dygtige musikere, og Risen er godt skruet sammen fra ende til anden – også hvad lyd og produktion angår, hvilket heller ikke overrasker, når Simone Mularoni har en finger med i spillet. Risen er helt bestemt et album der skal tjekkes ud hvis du er til Progressiv Power metal…

Tag et lyt til nummeret Downfall her:

Tracklist

  1. The New Age
  2. Risen
  3. Downfall
  4. Paralysis
  5. Ashes
  6. Fear
  7. Fallen From Grace
  8. Through The Abyss
  9. Waste