Melodisk energi-boost fra uventede kanter
Musikalske mønsterbrydere
Israel er næppe det første land, du tænker på, når du læser genrebeskrivelsen ’melodisk dødsmetal’. Ikke desto mindre er det netop her – i Tel Avivs gader og stræder – melodeath-bandet Nothing Lies Beyond så dagens lys og tog sine spæde skridt. Siden har gutterne udgivet demoen Fading Beyond False Eyes, der bragte dem vidt omkring på de israelske landeveje – bl.a. i fint selskab med Children of Bodom og Dark Tranquility. Dette eventyr har formentlig givet drengene blod på tanden, for nu er de altså klar til at udvide deres musikalske territorium med debutfuldlængden Fragile Reality.
Den mellemøstlige svensker
Det står lynhurtigt klart, at Nothing Lies Beyond har kigget sine skandinaviske venner massivt over skulderen – især er inspirationen fra den göteborgske metalscene tydelig. Der er fuld smæk på de melodiske elementer, og lighederne til At the Gates, In Flames og Dark Tranquility er åbenlyse. Herudover er det tydeligt, at israelerne har lånt en masse fra deres finske kollegaer i Children of Bodom.
Produktionsmæssigt er Fragile Reality en brandlækker skive, der er poleret de helt rigtige steder; der er kælet for detaljen og vellyden uden at gå på kompromis med intensiteten. Hurra for det! Min eneste lydlige klage er, at lead-guitaren til tider føles en anelse flad, hvilket er en skam, når guitarspillet i sig selv er så fedt, som det er.
Guitarblæret leveres med stor overbevisning af bandets guitarduo, og vi får både brutale riffs, harmonier fra helvede og storslåede soloer. Inspirationen fra Alexi Laiho (Children of Bodom) er tydelig, og det samme gør sig gældende for vokalarbejdet, der kan beskrives som en mystisk krydsning mellem Alexi Laiho og Tomas Lindberg (At the Gates) tilsat en snert Johan Hegg (Amon Amarth) – hør fx ”Closed in Chains” og ”Final Fight”. Tromme- og basspillet er en smule mere anonymt, men fungerer upåklageligt og klæder det generelle lydbillede ganske pænt.
Skivens første skæring, ”Redemption”, er en atmosfærisk intro med kæderaslen, klokkeværk og storladen stemning. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg personligt er fan er introer – under forudsætning af, at de bidrager med noget ekstraordinært, der ultimativt styrker pladen! Og det synes jeg faktisk, dette track gør. Det har karakter af et smukt soundtrack og sætter lytteren i den helt rette stemning, inden helvede bryder løs med ”Closed in Chains”. På dette nummer er der ingen pernitten patos, men derimod et instrumentalt inferno og en overordentlig juicy vokal.
Andre særligt interessante numre er efterfølgerne ”Lost” og ”Another Place”. Hvor førstnævnte har et godt groove, en medrivende melodi og en finurlig akustisk del, har sidstnævnte en vel varieret vokal og et guitarspor, der er vældig Children of Bodom-ish.
Skrøbelig virkelighed, men solid skive
Fragile Reality er i langt overvejende grad en vellykket affære, og drengene er tydeligvis bevidste om, hvad det er, de vil, og hvordan de skal bære sig ad. De lader sig stærkt inspirere af de nordiske traditioner og tendenser, men undgår – heldigvis – anklager om plagiat. Man kan ærgre sig over, at skiven kun varer 32 minutter, for drengene kunne sagtens have leveret et nummer mere, eller to. Ikke desto mindre er det en djævelsk fed debut, og den fortjener intet mindre end 8 skandinaviske kranier.
