Tysk thrash fra dengang Rummenigge var en brandvarm centerforward
Nattens skabninger
Tredje album fra Nocturnal er en kærkommen reminder om, hvorfor tysker thrash bare er så gennemført fantastisk, og samtidig en hyldest til den teutonisk thrash i al almindelighed.
Vi er tilbage til dengang hvor Bay Area scenen blev udfordret af stærke tyske bands som Destruction, Holy Moses, Kreator og Sodom. Nocturnal kalder det “Unholy Thrash Metal" - Jeg kalder det stærkt vanedannende, og får samtidig en tur ned af Memory Lane. Tilbage til dengang Karl Heinz Rummenigge var centerforward, Schumacher vogtede målet og fremstod som ondskaben selv efter at have flæsket en sagesløs Patrick Battiston i VM semifinalen i 1982... ?... !? - du må en tur på YouTube
Stomende ondskab
“Storm from the Graves" er første nummer og et iørefaldende riff genbruges før Tyrannizers skrig slår igennem. Klassisk tysker thrash med tekstere der kunne være hentet fra Kreators Pleasure to Kill. Natten er ikke bare mørk. Her er det “den mørkeste nat", og det tæsker afsted, og selvom Tyrannizers skrig er en tro kopi af Schmiers fra Destruction er alt forladt. Sådan skal dét jo bare lyde!
Preaching Death lyder som Kreator da de var i verdensklasse på “Pleassure to Kill", og omkvædet: “Preaching Death, Preaching Evil, Preaching Eternal Night" slår dig i hovedet som hammer - hårdt.
Samtlige numre på albummet holder hele vejen hjem. Men specielt det 15 sekunder lange skrig på “Blessed Death" skal fremhæves. Dette nummer skal høres højt - og igen, og så engang mere.
Unholy Thrash Metal
Her er intet nyt under solen. Her er alt mest nat og alt er hørt før. Men Nocturnal gør det så gennemført og med så stor overbevisning, at albummet fra første gennemlytning vinder. Alle klicheer er kørt i stilling, og det udføres naturligvis iklædt de obligatoriske patronbælter og nitter.
Alle som holder af klassisk thrash med et ondskabsfuldt tysk twist vil elske dette udspil. Selv en følelseskold Schumacher vil blive revet med af denne stormende ondskabsfuldhed.
Koncerter
Endnu er der ikke planlagt koncerter uden for hjemlandet.
Nocturnal - Blessed Death: