Nile forfalder til dødsmetalnulren uden retning
At starte på toppen
Nile startede, da Death stoppede i sluthalvfemserne. Begge bands udgav henholdsvis deres første og sidste skive i 1998: Nile udgav Amongst the Catacombs of Nephren-Ka og Death udgav The Sound Of Perseverance. Det er nok at tage munden for fuld, men efter min opfattelse er der en vis sandhed i, at Nile startede på toppen i 1998 og har siden haft svært ved at leve op til den gode begyndelse. Death blev derimod kun bedre helt indtil slutningen af deres pladeudgivelsesperiode. Seneste udgivelse fra Nile, What Should Not Be Unearthed, giver mig desværre ikke anledning til at ændre opfattelsen af, at Nile endnu ikke kan nå fordums højder.
Ikke dårligt dog..
Det vil være forkert at sige, at What Should Not Be Unearthed er en dårlig plade. Der er rigtig mange fine takter. Eksempelvis er jeg godt tilfreds med deres nye hot head af en forbrøler, Brad Parris, der med sine blot 22 år er bandets Benjamin. Han gør det godt med sin dybe, men alligevel rå vocal på trods af, at Nile, så vidt heavyannalerne afslører, er hans første gig. Produktionen er også som den efter min opfattelse bør være anno 2015: Der er kommet god afstand mellem instrumenterne, så lyden ikke er endt som en uigennemtrængelig garnnøgle.
Kæden hopper af guitaren
Der, hvor kæden hopper af for mig, er, når musikken og vokalen ikke spiller sammen, og der går for meget stilstand i udtrykket. Og det mærkelige er jo, at oplevelsen af stilstand kommer på trods af, at der fyres et væld af toner og beats afsted fra de særdeles kompetente musikere udover forsangeren; nemlig bandets grundlægger og guitarist m.m. Karl Sanders, trommefænomenet George Kollias og Dallas Toler-Wade på guitar.
Men der mangler nogle ideer eller gennemgående temaer i de enkelte sange, så de løfter sig. Eksempler på denne uinspirerende dødsmetalnulren findes i nummeret ”Negating the Abominable Coils of Apep” og sådan set også i åbningsnummeret ”Call to Destruction”. Sidstnævnte indeholder godt nok en godkendt solo, men riffet i skæringen får alligevel ikke musikken til at løfte sig fra mudderet. Og hvis den er gal i åbningsnummeret, så er den altså gal i min bog.
Der skal to til en tango
Hvis noget skal gå op i en højere enhed, skal der selvsagt mindst to elementer til. På What Should Not Be Unearthed er det som om, musikken ikke er kalibreret ordentligt i forhold til vokalen. Ofte stikker de herrer Sanders og Kollias i øvrigt også af i hver sin retning, og det hele bliver en smule middelmådigt og frustrerende, selvom der jo er tale om verdensklassemusikere. Ærgerligt!