Band i bevægelse

Nightshade udgav det mega fede album Predilections tilbage i 2016, der for alvor satte bandet på Europakortet. Det velklingende, men lidt spøjse, rodfrugtsinspirerede navn gik fra at være undergrundsband til at levere solid eksportmetal. Stilen er deathcore med et progressivt twist. Et breakdownfyldt broderband til de franske metalmestre i Gojira. Nu kommer opfølgeren, 1426, et album, der kunne have fulgt i Predilections fodspor og skrevet sig selv, men det gik ikke helt så let.

Identitetsløst konceptalbum

1426 starter godt ud med den stemningsopbyggende, harmoniske intro på titelsangen. De velkendte, pulserende trommer kobles på, og allerede her mærker man, at noget ikke er, som det plejede at være. Lydbilledet er noget mere rodet end på forrige album, og selvom der ikke er tvivl om trommeslagerens tekniske kunnen, er slagene ikke perfekt synkroniseret med resten af musikken. Noget, der tydeligt skiller sig ud i den genre bandet spiller. Det varsler desværre en generel tendens på resten af albummet, der svinger mellem at være noget værre rod og nogle enkelte vellykkede numre.

Ambitionsniveauet er desværre skruet en tand ned i forhold til forrige album, og bandets tekniske og progressive niveau formår slet ikke at skinne igennem den skrattende produktion og den endnu kedeligere sangskrivning. Der er enkelte gode momenter, der viser grunden til forrige plades store succes, eksempelvis sangen ”Brothers In Arms”, der introducerer en guitarteknik, der udfordrer den gængse brug af guitarens overtoner. Denne sang, samt den energiske ”Save It For The Depths”, er værd at sætte på en playliste, mens sange som den asynkrone ”Inclusive” og den kedeligt skrevne ”Purpose” trækker voldsomt i den anden retning.

Nightshade er gået fra en klar rød tråd i deres unikke stil på Predilections til enkelte musikalske genialiteter, pakket ind i en rodet, generisk dynge af mainstreamcore, der måske var tænkt som et lækkert koncept, men kom ud som en identitetsløs samling numre. Der er gode elementer gemt i musikken, men overordnet lever produktionen ikke op til bandets egen standard.

Forhåbentligt ikke det sidste kapitel

Som man nok har kunnet fornemme gennem anmeldelsen, er 1426 for mig blevet en stor skuffelse. Efter gruppens solide 2016-album forventede jeg meget mere af Nightshade end endnu et generisk corealbum. Albummet er ikke ren elendighed, men er et skridt i den forkerte retning, og man kan håbe på, at bandet opdager dette og finder ny energi til optagelsen af næste album. For potentialet er en af de få ting, Nightshade ikke har mistet.